First Aid Kit: Drunken Trees

På under en halv time overbeviser de svenske søstre Johanna og Klara Söderberg om, at de er værd at holde øje med. Og det på trods af, at de med en fødselsattest, der siger 1990 og 1993, stadig kan kalde sig for teenagere.

cover-firstaidkit-drunkentrees-2009-300x300

Overrumplende godt!

De kan noget de svenskere! De spytter det ene interessante navn ud efter det andet, og First Aid Kit er det nyeste skud på stammen. Med en alder på blot 18 og 15 år er Johanna og Klara Söderberg klar til at indtage Sverige og resten af verden med deres små simple folk-lignende sange. Selv hvis man ikke tager højde for alderen, så er Drunken Trees et godt lille album, der dog har sine mangler hist og her. Tager man til gengæld højde for pigernes alder, så er der masser af tid til videreudvikling, og hvis det sker, så bliver First Aid Kit et band man skal holde øje med i fremtiden.

Søstrenes alder til trods, så lyder de meget modne, hvilket er et stort plus. Dog lyder det lidt underligt når de på ”Tangerine” synger om en mand der er sin kone utro på sine forretningsrejser. På den anden side er det et tegn på den modenhed, der gør, at bandet lyder så godt som det gør. Et par af deres idoler er i øvrigt Gram Parsons og Billie Holiday!

Det musikalske akkompagnement til de to søstres vokal er på de fleste af numrene behagelig spartansk. Det er den akustiske guitar, der er i centrum – men instrumenter som trommer, piano, xylofon med mere finder også vej ind i lydbilledet. Den nærmeste slægtning er Joanna Newsom – dog mindre musikalsk udfordrende og med lidt mere tempo.

Der blev første gang lagt mærke til First Aid Kit da deres cover af Fleet Foxes’ ”Tiger Mountain Peasant Song” blev lagt ind på Youtube. Her sidder de to piger i en skov, Klara med en akustisk guitar og Johanna kun bevæbnet med sin fine vokal. En smuk start på en karriere, der først lige er begyndt.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *