The Living End: White Noise

Det er ikke den dybeste kunst-tallerken, der er blevet genopfundet hos australske The Living End, men deres enorme evner ud i at skrive stærkt vanedannende sange og tilføre dem heftig guitarenergi og medrivende tempo, er uomtvisteligt. På bandets femte album fungerer cocktailen aldeles stærkt.

cover-thelivingend-whitenoise-2009-300x300

Energisk drive og stærke melodier

Det er ikke den dybeste kunst-tallerken, der er blevet genopfundet hos australske The Living End, men deres enorme evner ud i at skrive stærkt vanedannende sange og tilføre dem heftig guitarenergi og medrivende tempo, er uomtvisteligt. På bandets femte album fungerer cocktailen aldeles stærkt.

Der er lidt britisk – og lidt amerikansk over udtrykket. Noget er blues-inspireret hard rock – andet nærmer sig amerikansk college-rock. Men alt sammen leveres med et udtryk, der hverken er blues-støvet eller college-naivt. Et gedigent voksenrock-album, er nok den bedste betegnelse.

”Make The Call” lever på et tungt huggende guitarriff, mens ”Loaded Gun” er baseret på en god gammeldags 80’er-guitar, der sammen med den punkede retro-lyd på ”21st Century” udsletter al tvivl om, at albummet er færdiggjort i omgivelser, der også har rummet AC/DC og andre legendariske navne.

Omdrejnings-herren hedder Chris Cheney, og han bibringer udtryk og storhed hos The Living End – såvel i hans vokal som i hans måde at håndtere den seks-strengede. Det gør The Living End til et band, der bestemt er mere levende end det er en endestation, og selvom der findes enkelte udfald på White Noise, så er der fint potentiale.

Særligt er jeg vild med de mere hitprægede numre. ”Waiting for the Silence” er et fremragende stykke rockmusik, der sagtens rammer de kommercielle radioer, selvom udtrykket stadig er energisk og rocket. Og så er afslutteren ”Sums Like Us” et spændende og flot reggae-inspireret rocksang, der smitter med godt humør og en vis dybde, der er velgørende at lukke af med.

Albummet rammer ganske fint den målgruppe, der er tilhængere af, at rockmusik skal være energisk og ikke nødvendigvis rumme de store funderinger over verdensordenen og den dybere menneskelige filosofi. Samtidig rammer The Living End dem, der føler sig for unge til den gammelstøvede hard-rock men for gamle til college-rocken.

Hører man til den målgruppe, så er der masser af godt at komme efter på White Noise, der trækker på gode gamle klassiske rockdyder, og selvom der aldrig bliver tale om en nyskabende ‘wow-effekt’, så formår The Living End ikke desto mindre at skærpe lytterens sanser på de mere finurlige numre. Tak for det –  et ganske fornuftigt rockalbum uden så mange dikkedarer – men dog med enkelte af slagsen.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *