Konceptalbum med veteraner fra både 2. verdenskrig og firsernes heavy metal-scene
Queensrÿche har udgivet omkring 12 albums og solgt over 20 millioner styk til dato. Det må siges at være en kommerciel succes. Ikke desto mindre har bandet taget flere op- og nedture gennem karrieren – både kunstnerisk og økonomisk. Der har været flere afstikkere til indholdsløse og kalorielette udgivelser, der både har indeholdt store mængder keyboards, luftige ballader og stjernenykker til det ulidelige. Men man kan ikke tage fra Queensrÿche, at de har været vedholdende. De har ikke kun udgivet en lind strøm af plader, de har også turneret flittigt både i og uden for US. Og ikke mindst er det stadig de samme medlemmer – bortset fra tidligere guitarist Chris Degarmo – der huserer i bandet. Det i sig selv er jo en bedrift.
Queensrÿche blev dannet i Bellevue, som er en forstad til Seattle, tilbage i 1983, hvor Geoff Tate blev hentet ind som sanger på bandets første demo med kun fire skæringer. Et af numrene var ”Queen of the Reich”, og på forunderlig vis blev det til det navn, som man de følgende år skulle have besvær med både at stave og udtale.
I dag, præcis 26 år efter de blev dannet, udgiver Queensrÿche et konceptalbum, hvor alle 12 skæringer tager udgangspunkt i oplevelser og statements fra US-veteraner fra anden verdenskrig. Numrene indledes flere gange med autentiske beretninger fra mænd, der fortæller om ensomhed, dødsangst og synet af utirevne menneskekroppe fra en meningsløs krig, de alle bare ville væk og hjem fra. Geoff Tates storladne vibratostemme ligger godt til det lige så storladne og episke projekt, de har sat sig for. Numrene har høj kvalitet på melodisiden, og konceptet holder – så længe man er i stand til at tune sig ind mentalt på noget, der minder om et heavy metal soundtrack til Band of Brothers-filmene.
Lyden er, som sædvanlig, flot produceret, med en mere tør og ærlig trommelyd og et behageligt fravær af de mere poppede keyboardklange, bandet benyttede sig af en overgang. Det er med andre ord solidt håndværk, der ligger bag American Soldier, og det er faktisk et meget sympatisk projekt, der kryber mere ind under huden, jo mere man lytter til de sprukne gammelmandsstemmer, som fylder en del i lydbilledet.
Det er tydeligt, at Tates stemme ikke har fordums storhed, men han disponerer sine ressourcer godt, og det generelle indtryk er både velspillet og varieret glam metal af den traditionelle skuffe, leveret af en besætning gamle rotter, der kan deres kram og som endelig har fået fat i nogle overbevisende melodier.
Et must for Queensrÿche-fans, som undertegnede faktisk kom i tanke om, at han stadig er – 25 år efter han så bandet live første gang.
