Sian Alice Group: 59:59

Jeg har personligt ikke tålmodighed til at stirre ind i navlen så lang tid, det måtte tage at opdage det smukke. For mig er bekendtskabet generelt rimeligt søvndyssende og uinteressant, men måske er jeg, som Tony Wilson også siger i den føromtalte 24 Hour Party People, ”just fucking wrong!”

cover-sianalicegroup-5959-2009-300x300

Måske hvis man kigger i navlen længe nok…

“This is really poor”
“You don’t get it. It’s avant-garde, it’s provocative”
“Provocatively poor”

Ovenstående er en samtale mellem legendariske Tony Wilson og anmelder Ryan Letts i Michael Winterbottoms fantastiske film 24 Hour Party People. En scene der fint indrammer, undertegnedes lette paranoia over at skulle bedømme et band som Sian Alice Group, der labeler sig selv avantgarde. For hvem vil stå som festens ædru dickhead og blande Beatles’ manager Brian Epstein og deres producer George Martin sammen til Brian Martin og George Epstein (stadig med reference til 24 Hour Party People). Det er dybest set angsten for at overse næste årtis Velvet Underground.

Der letteste (og et ofte anvendt trick) er at give musikken karakteren lidt over middel, med et par bemærkninger om, at ”der er noget unikt over deres udtryk”, ”drømmende universer” eller andet, pardon my French, crap. På denne måde afskriver man intet, og kan altid komme tilbage, hvis der nu retrospektivt var noget unikt over musikken. Hvis det derimod viser sig at være en fuser, bliver man bare væk.

Sian Alice Group er et engelsk band, der debuterer med albummet 59:59. Musikken har, ifølge egen udlægning, rødder i avantgarden. Så langt så godt. Snæver musik skal være mere end velkommen. Det er som bekendt i fortroppen og de mærkelige menneskers klub, at der netop nu danses eller stenes til næste års sound. Problemet med ‘avantgarde’ er dog det samme som med ‘indie’. Det er udtryk så skamridt, at det nærmer sig det slutty.

At kalde Sian Alice Group en slut ville dog være forkert, men de lider under forestillingen om, at bare det er skrøbeligt, stille og lidt ‘jazzet’, er det følsomt, fint og avantgarde. Oftere er det bare kedeligt, prætentiøst og urimeligt ligegyldigt. Det sidste er 59:59 desværre for tit. Forsøget er, at skabe en stemningsfyldt helhed i spændet mellem en monoton og mørk puls og forsanger Sian Aherns lyse og spinkle stemme. En opskrift der har virket før hos bl.a. Portishead. Problemet er, at Sian Aherns vokal i bund og grund ikke er interessant nok, og hverken indeholder vanvidsindikationerne (som hos Beth Gibbons) eller noget sensuelt – noget sanseligt (som hos eksempelvis Björk). Med andre ord: Det element, der skal sætte det monotone i relief, mangler ofte hos Sian Alice Group. Det hele forbliver på en sær måde uforløst, og ja… kedeligt.

Til gengæld er der mere bid i sagerne, når pulsen er insisterende som i “Way Down to Heaven” og “Motionless”. Her sætter bandet sig ud over deres selvopfattelse, og komponerer noget så ikke-avantgardistisk som iørehængende melodier, samtidig med at de formår at få lidt vildskab ind i musikken. Og netop temperament hungrer man efter i de fleste af bandets sange.

Samlet set må man give Sian Alice Group kredit for at have en klar ide og holde fast i den. 59:59 er først og fremmest et forsøg på stemning. Det gør de godt, og der skal nok være nogen følsomme sjæle derude, der vil finde en ny sær ven i Sian Alice Group. Jeg har personligt ikke tålmodighed til at stirre ind i navlen så lang tid, det måtte tage at opdage det smukke. For mig er bekendtskabet generelt rimeligt søvndyssende og uinteressant, men måske er jeg, som Tony Wilson også siger i den føromtalte 24 Hour Party People, ”just fucking wrong!”

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *