Hot Leg: Red Light Fever

Man kan godt trække på smilebåndet over den åbenlyse hyldest til firsernes overgearede stadionrock og spray-fikserede frisurer, men Justin Hawkins beviser fortsat, her sammen med Hot Leg, at han ikke bare var heldig med at slå igennem første gang.

cover-hotleg-redlightfever-2009-300x300

Kongen af falset har gode ben

Et af de største hits i sommeren 2003 var “I Believe in a Thing Called Love”. Bandet hed The Darkness og var det år ansvarlig for at bringe kindrødt, falset og spandexbukser tilbage i rock-musikken, uden at blive grinet ud. Med lånerkort til både Queens og AC/DCs musikbibliotek sørgede englænderne fra Lowestoft for at præge både hitlister og koncertarenaer i et par år, inden publikums interesse forsvandt og bandets succes ebbede ud i sandet. Kun tre år efter debutpladen Permission to Land og One Way Ticket to Hell… and Back (2005) samt et utal af priser, blev gruppen opløst. Detaljerne om forsanger Justin Hawkins’ overdrevne kokainmisbrug begyndte at præge de britiske tabloid-aviser og det hele lignede en klassisk showbiz-nedtur med alle ingredienser tilstede. For at føje skam til skade stillede Hawkins op med et bidrag til det britiske Melodi Grand Prix, som dog ikke bragte ham i finalen – og det var nok egentlig godt det samme.

Men alt dette er nu fortid. Justin Hawkins er tilbage med et hold nye musikere. Denne gang kalder han det for Hot Leg. Kunne man lide The Darkness vil man elske Hot Leg. Sangene på Red Light Fever har været undervejs siden Hawkins forlod The Darkness, men den omtalte nedtur lader ikke til at have haft synderlig indvirkning på hverken tekst eller musik på pladens ti numre. Der er i høj grad lagt op til lir og fest uden den dybere mening og der er skruet helt op for alle knapper; falset (der ind i mellem grænser til det vanvittige), de catchy 4/4 rock ‘n roll riffs og glam-attitude med glimt i øjet. Selv pladens helstøbte cover leder tankerne hen på 80ernes corny sleaze-rock. Numre som “Chickens”, “Ashamed” og “I’ve Met Jesus” indeholder træfsikre melodier og godt musikalsk håndværk, der nok skal sikre gruppens overlevelse.

Man kan godt trække på smilebåndet over den åbenlyse hyldest til firsernes overgearede stadionrock og spray-fikserede frisurer, men Justin Hawkins beviser fortsat, her sammen med Hot Leg, at han ikke bare var heldig med at slå igennem første gang. Han har meget mere at byde på og er i stand til at skrue et par reelle ørehængere sammen.

En plade, der bør nydes sammen med farvede cocktails, gerne indeholdende Pisang Ambon, og hvor især numre som “Gay In The 80s”, “Prima Donna” og “Cocktails” kan få festen til at vare hele natten igennem.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *