Nyt album på vej med Valravn

valravn-presse-2009-565x3771

Den dansk/færøske folktronica-kvintet Valravn udgiver sit næste album – Koder på snor – den 7. september i år. Valravn fik allerede et lille gennembrud med det selvbetitlede album fra 2007, hvor de blev nomineret til tre Danish Music Awards.

Siden debuten har Valravn turneret flittigt og bl.a. været forbi Tyskland, Norge, Holland, Færøerne, Frankrig og Schweiz. Bandets andet album, Koder på snor, er opkaldt efter superstrengs-teorien om altings sammenhæng i den universelle orden.

Hvor debutalbummet primært var fortolkninger af traditionelle nordiske sange, er størstedelen af numrene på Koder på snor skrevet af bandet selv, hvilket, ifølge den udsendte pressemeddelelse ”giver musikken mere kant og endnu mere af den tågede og magiske stemning, der er et af Valravns særkender”.

Valravn er Anna Katrin Egilstrøð (vokal), Martin Seeberg (fløjter, viola, vokal), Søren Hammerlund (mandola, hurdy gurdy, nøgleharpe), Juan Pino (trommer, percussion) og Christopher Juul (keyboards, beats og elektronik).

Albumreleasen fejres med en koncert på Loppen i København den 9. september.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *