En dag på Øya
Fortællinger fra en dag tilbragt på Øya, en af Norges største musikfestivaler. Øya er placeret i en grøn park midt i indfaldsvejene til Oslo. Programmet var ikke det mest imponerende i år, men der var dog nogle spændende navne fra ind- og udlandet.
Jeg ankom til festivalen om fredagen hvor navne som Bon Iver og Florance and the Machine sammen med lokale navne som Ulver og Jagajazzist, allerede havde spillet siden festivalen blev skudt i gang om onsdagen. Dagens program bød på en svensk trio bestående af Thåstrøm, Jenny Wilson og Johnossi, de lokale festaber Datarock samt Gang Gang Dance, Beach House og Doves. Vejret var perfekt, de berygtede norske øl priser var til at komme i nærheden af og omgivelserne en perfekt blanding af natur og kultur.
Programmet lagde ud med den svenske duo John + Ossi under det nærliggende navn, Johnossi. En imponerende omgang alt-contry-punk i bedste postmodernistiske lineup bestående af trommer + guitar/sang og så det løse. Det mest imponerende ved Johnossi er hvor imponerende stor lyd de formår at tvinge ud af det interimistiske arsenal, uden at ty til orkestreret støj. Genremæssigt ligger de et sted mellem Two Gallants og legendariske 16 Horsepower, bare med en svensk forståelse for at smede uafrystelige popmelodier. Setlisten var domineret af deres seneste udspil ’All they ever wanted’ og højdepunkterne var ”Bobby” og ”Party with my pain”. En stor oplevelse at starte dagen med.
Næste stop var en mere laidback oplevelse med Beach House. Undertegnede var ikke bekendt med bandet før jeg læste om det i programmet. Men dele af den norske presse ville gøre Beach House selvbetitlede debut den mest spændende debut siden REM’s ’Murmur’ fra 1983. Ikke så lidt af en påstand og det er givet at den skal prøves efter i sømmene. Med en kold øl i hånden og solen lige i ansigtet lagde jeg mig til rette til at undersøge denne mystiske stratoferiske drømmepop. Om det så var bedre end REM eller ej vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg nøjes med at konstatere at hvad jeg oplevede på scenen var aldeles overbevisende. Meget simple melodier båret af en insisterende kvindestemme og et fjernt strøg af fortidens storladne ballader. Verden synes at være en bedre sted at befinde sig efter denne koncert.
Men det skulle verden ikke være i lang tid. En af Sveriges allerstørste mørkemænd fik en hurtigt ned på jorden (og muligvis lidt længere ned også), nemlig Thåström. Manden er aktuel med endnu et album i eget navn: Kärlek är för dom. Nærværende plade leverede også meste delen af lydsporet til denne koncert. Selv i højt sollys er Thåström en imponerende intensiv mørk oplevelse. Han har den sjældne evne til at få oplæsning af telefonbogen eller et Susanne Bier manuskript til at være nærværende. Hans sidste plade er heller ingen undtagelse. At han som svensker skulle synge om sit liv på Vesterbro i Danmark til en koncert i Norge, ville nok være for meget at forlange, men koncertens højdepunkt kom stadig fra ”’Skebokvarnsv. 209’ – en meget biografisk plade hvor hans tid i København også medvirker – i form af ”FanFanFan”. Ingen sol kan varme ens sjæl, når Thåström beretter om sit liv i helvede som han selv ikke mener at han skulle have overlevet.
Mere opløftende var det så med Gang Gang Dance, en omgang verdensmusikalsk New Yorker oplevelse. GGD har spillet sammen med Battles, TV on the Radio og andre trendsættende band fra byen der synes at diktere verdensordenen på den musikalske scene for tiden. Som at være i Ballroom på Roskilde Festivalen – umuligt ikke at blive i godt humør af – og måske lige hvad man havde brug for efter Thåström.
Og så var den svensk igen. Denne gang var det Jenny Wilson, der har gennemgået en positiv udvikling i sin solokarriere mht. live optrædener. Hvor det teatralske førhen kunne tage fokusset fra det musikalske, er det i dag blot et baggrundstæppe for et sublimt sammenspillet udtryk udi den skæve pop. Og denne koncert var endnu en magtdemonstration hvor hun viste overskud til at leje med nogle af sangene fra hendes første plade. Især en utrolig funky bassdræven version af ”’Let my shoes lead you forward” gjorde indtryk, sammen med singlen fra sidste udgivelse: ”Wooden chair”.
Første norske navn på dagen var de lokale commodore 64 elskende festaber, Datarock. De er nok mest kendt for deres ’Computer Camp Love’ hvor de parodierer evergreenen fra Grease ’Tell me More’. Ved ikke om man skulle være lokal for at deltage i festen, men den gik over hovedet på mig og så var der ikke meget mere at komme efter. Så jeg begav mig videre til næste indslag, Doves.
At Doves ikke nyder større opmærksomhed i den store verden, er mig en gåde. Siden gennembruddet ”There goes the Fear again” har de måske ikke formået at levere hits på samlebånd, men det er blevet til en lille håndfuld udgivelser, der alle er imponerende i kvalitet og holdbarhed. Det blev der givet smagsprøver på under den smukke aftensol, mest fra den sidste plade Kingdom of Rust. Fantastisk koncert med meget intim stemning hvor vi blev indviet i trommeslagerens bryllupsarrangementer den kommende lørdag og det var lige før man forventede at vi også ville blive inviteret med.
Koncerten og festivalen sluttede for mit vedkommende passende med før omtalte nummer, ”There goes the Fear again” og jeg kan stadig høre den for mit indre øre. Alt i alt en god dag, trods det lidet imponerende program der var lagt for årets udgave af Øya.
Det vil være passende at sige at dagen også bød på bl.a. In Flames og Madness, men som ikke fristede undertegnedes pen.
