Thorbjørn Risager: Live at Victoria

Det er flabet af en anmelder at mene, at et album er lidt for perfekt og velgjort, men det klæder både rhythm’n’blues og blues, at der er lidt smuds og sved i hjørnerne, og der synes dette album en tand for velfriseret. Men Risager viser ikke desto mindre, at han er blandt de største i Skandinavien i sin genre.

cover-thorbjoernrisager-liveatvictoria-2009-300x300

Risager med stor live-intensitet

Thorbjørn Risager er efterhånden ved at have manifesteret sit navn som en af de helt store danske artister indenfor blues og Rhythm’n’blues-genrerne. Det er sket på studiealbums og gennem liveoptrædender, og seneste nye udgivelse er en liveoptagelse fra spillestedet Victoria i Malmø.

Og man kan ikke tage fra Thorbjørn Risager, at han både vokalmæssigt og arrangementsmæssigt har genren i sin hule hånd. Det fungerer noget nær optimalt, når han med sit otte-mands-orkester præsterer de elleve numre, der er blevet plads til på livealbummet.

Det svinger fremragende, musikerne er aldeles kompetente, og Risager er et stærkt omdrejningspunkt. Der bliver leveret forrygende præstationer på alle instrumenter, og sangskrivningsmæssigt er materialet fra Thorbjørn Risager både glimrende og varieret. ”The Straight And Narrow Line” er en af mine absolutte favoritter – ikke mindst båret igennem af Emil Balsgaards forrygende klaversolo.

Alligevel savner jeg af og til lidt imperfektionisme. Det er flabet af en anmelder at mene, at et album er lidt for perfekt og velgjort, men det klæder både rhythm’n’blues og blues, at der er lidt smuds og sved i hjørnerne, og der synes dette album en tand for velfriseret, når man tager i betragtning at der er tale om en liveudgivelse, som derfor gerne skulle give et lidt andet billede af kunstneren, end man har kunnet opleve på studiealbums som From The Heart fra 2006 og Here I Am fra 2007.

Jeg tror ikke, at dette album vil finde vej til mit anlæg ligeså hyppigt som studieudgivelserne har gjort, selvom det på sin vis er mere imponerende. Men det har så afgjort givet en forstærket trang til at opleve denne imponerende kunstner i live-sammenhæng. For Thorbjørn Risager har en autencitet og markant styrke, som man skal lede længe efter.

Written By
More from Morten Wamsler
Patrick Alexander: Circus Boy
Den danske sanger Patrick Alexander er en 24-årig debutant med modet, selvtilliden,...
Read More
0 replies on “Thorbjørn Risager: Live at Victoria”