Bird: Girl and a cello

Umiddelbart lyder cello-og-sang-konceptet til at være begrænsende og mildest talt ikke særlig meget rock’n’roll. Men Bird evner med sit instrument og sin besnærende stemme at skabe noget af det mest insisterende og hjertevarme og ikke mindst humoristiske poppunk, jeg længe har hørt.

cover-bird-girlandacello-2009-300x300

Den Andalusiske Hund udsat for strygere

En pige, en cello, 11 downtempo popmelodier – og hvad tænker du så? ”Den Knaldrøde Gummibåd” udsat for kejtet behandling af en nørdet konservatorieuddannet, der aldrig har haft en rigtig kæreste? Ikke engang tæt på!

Bird aka irske Janie Price, som delvist bor i København, er noget så sjældent som en fugl med eget sprog, næb, fjerdragt og som laver mønstre i luften som Jackie Chans cirkelspark i en tequilarus.

Alt – og jeg mener alt – på Girl and a Cello er udført på en cello, suppleret med Birds vokal, der minder mest om en romantisk parodi på en selviscenesat popmelankoliker. Giver det mening? Det gør det, når du har stiftet bekendtskab med Birds herlige fortolkning af den gamle Smith-klassiker ”Some Girls are Bigger than Others” og den endnu mere klassiske Pixies-sang ”Debaser”. Med Morrisseys velsignelse crooner Bird om ”Some Boys are Bigger than Others”, og det er netop i den ironiske distance til sit forlæg, samtidig med en åbenbar dedikeret kærlighed til firserromantikkens højborg, at Bird bliver til en dybt original fortolker og udøver af sin helt egen stemme. I ”Debaser”, som nok må siges at være manges kultfavorit fra et af de mest gakkede bands fra firserne, leverer Bird en sødmefyldt kirsebærindrammet version af det gamle punknummer, som bliver alt andet end kalorielet og luftigt. ”Chien Andalusia” bliver ikke brølet med Frank Blacks skrigende organ, men derimod sunget underspillet og kærligt af Birds fine stemme. Modsætningen er så mærkbar, at intensiteten og spændingen ligger lige under overfladen og kæmper for at bryde ud i lys lue. Det er modigt og et uforfærdeligt armtag med nogle af de største. Godt gået!

Teksterne på resten af numrene kredser om at gøre oprør mod det voksne og etablerede, at lade sig pierce, at placere et solidt frontspark i det forudsigelige og glæden ved at spille med i et punkband. Hvilket faktisk svarer præcist til Birds egen fortid som trommeslager i netop et punkband, og på Roskilde Festival i 07 tog hun publikum med storm, da hun i Kenneth Bagers stort anlagte show pludselig smed celloen (som hun har spillet på siden hun var syv!) og leverede en stiletklædt trommesolo på flere minutter.

Umiddelbart lyder cello-og-sang-konceptet til at være begrænsende og mildest talt ikke særlig meget rock’n’roll. Men Bird evner med sit instrument og sin besnærende stemme at skabe noget af det mest insisterende og hjertevarme og ikke mindst humoristiske poppunk, jeg længe har hørt. Det er dybt kompetent, og man kan sagtens høre numrene for det, de er: 11 skridsikre og fandens velkomponerede numre og i særdeleshed sprudlende udført af en kunstner med begge ben solidt plantet i den musikalske undergrund, men med et talent, der stikker langt op i skyerne.

Written By
More from Carsten Meedom
Lion’s Share: Dark Hours
Det er intet mindre end klassisk, vel nærmest nostalgisk metal af den...
Read More
5 replies on “Bird: Girl and a cello”