Port O’Brien: Threadbare

Kæresteparret Pierszalowski og Goodwin leverer sammen med Caleb Nicols og Jushua Barnhart en rar og ørehængende omgang indiepop på Port O’Briens andet studiealbum, Threadbare. Opskriften er afdæmpede instrumenter og simple og gode melodier, der vil gøre sig godt omkring lejrbålet.

cover-portobrien-threadbare-2009-300x300

Middelmådig toer fra Port O’Brien

Kæresteparret Van Pierszalowski og Cambia Goodwin leverer sammen med Caleb Nicols og Jushua Barnhart en rar og ørehængende omgang indiepop på Port O’Briens andet studiealbum, Threadbare. Opskriften er afdæmpede instrumenter og simple og gode melodier, der vil gøre sig godt omkring lejrbålet.

Det er stadig Van Pierszalowskis skrøblige vokal, der får mest tid bag mikrofonen, men Cambia Goodwin viser på sange som ”High Without The Hope 72” og ”Tree Bones”, at hendes luftige vokal nemt kan være med. De to sangere har ikke verdens største stemmer og i store arrangementer end dem, der er på Threadbare ville de sikkert falde igennem med et brag. Men de kan det de skal og sangene på albummet er selvsagt skrevet ud fra hvad de kan rent vokalmæssigt. Når de prøver at kaste sig ud i noget med store armbevægelser, som eksempelvis på ”Leap Year”, bliver det da også for skingert og Van Pierszalowskis har svært ved at følge med. ”Leap Year” er slet ikke noget dårligt nummer – men i munden på Van Pierszalowskis klinger det bare ikke rigtigt og det hører til blandt albummets dårligste numre. Et andet nummer, der vækker negativ opsigt er titelsangen, der bringer bandet over i den anden grøft og flere steder er nummeret ved at gå i stå.

Der er faktisk en del gode sange på Threadbare, det er bare som om de ikke blive formidlet på den rigtige måde, og derfor ender albummet med at være et middelmådigt album – som dog nok vil glæde de allerstørste fans af genren.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *