Festligt – til kanten af drinkglasset
Det blev et massivt gennembrud, da Vampire Weekend debuterede i 2008 med en sjælden blanding af festlig, eksotisk pop set fra et moderne, indadskuende indie-perspektiv. Modsætninger der viste sig at klæde hinanden til fulde. Nu er amerikanerne klar med opfølgeren, der stadig trækker på de samme grundelementer, men som både viser sig stærkere og svagere end debuten.
Således er melodifornemmelsen måske endnu stærkere end på debutalbummet. Der er en lang række numre på Contra, der har klassikerpotentiale. Til gengæld vil nogle mene, at nyhedsværdien i afro-indie-kombinationen er forduftet, og særpræget derfor mere begrænset. Deri kan man være enig eller lade være – efter min mening skal man ikke blot skifte genre for at skifte genre – så hvorfor ikke fortsætte og udbygge den niche, man har skabt.
Det virker også som om, at det har været Vampire Weekends holdning. Jeg fornemmer blot, at de forsøger at udbygge deres niche i den gale retning. Contra er således på kanten til at være for fest-dansabelt. Drinksglassene bliver en tand for kulørte, og de bliver fyldt til randen, så festligheden er på nippet til at flyde over.
Det klæder ”Horchata”, der er medrivende og dansabel afro/indie med skævhed og stærk melodi. ”Cousins” er fremragende og ganske pågående, mens ”Giving Up The Gun” er poppet, lettilgængelig og iørefaldende. Til gengæld er det ved at kamme over på ”Holiday”, der med sit caribiske præg ender i små-fjollerier, mens den reggae-rettede ”California English” også er en tand for overstrømmende i sit festpræg efter min smag. ”Run” er en anelse for elektronificeret og ender som en lidt skør indie-dance kombination.
I den anden afdeling er ”White Sky” blandt albummets stærkeste numre med sin brit-pop agtige skævhed. Et spøjst omkvæd uden ord – med potentiale til at blive et massivt alternativ-hit. I samme kategori kan nævnes ”Diplomats Son”, der har et skævt arrangement, en spøjs kor-harmoni, fængende temposkift og et klart afro-præg trods det afdæmpede tempo. Og er man til de lidt dybere sider af Vampire Weekend, så er ”Taxi Club” et stærkt bud, ligesom afslutteren ”I Think Ur A Contra” skiller sig ud som en fremragende ballade med bandets særlige skævhed, men også med stor dybde og et overbevisende arrangement.
Modsætningerne er stadig tiltrækningskraften hos Vampire Weekend, der dog fylder lidt for meget fest og farver på albummet, end jeg bryder mig om. Men på de to tredjedele af Contra, hvor bandet formår at holde sig fra de kulørte drinksparaplyer, der er det ganske overbevisende.
