00′ernes 30 bedste albums: #6
kent (som altid skrives med lille ’k’) så daggryets lys i Eskilstuna i 1990, hvor Joakim Berg og fire legekammerater besluttede at danne et band. Jones & Giftet og siden hen Havsänglar var navnene, de unge svenskere trådte barneskoene med, inden kent endelig så dagens fulde lys med det selvbetitlede debutalbum i 1995. Det, der skulle vise sig at blive et af Sveriges vel nok største og mest anerkendte rockbands, havde påbegyndt sin rejse fra de små lokale spillesteder i provinsen til status som absolut hovednavn på Hultsfred-festivalen, Roskilde Festival og på turne i USA med Cardigans samt et utal af koncerter overalt i Europa. En rejse som foreløbigt har placeret dem solidt på stjernehimmelen med deres seneste stjerneskud, det anmelderroste album Röd fra 2009.
Du & Jag Döden fra 2005 placerer sig fint i midten af kents samlede ti officielle udgivelser, med 11 skæringer, der først og fremmest holder et karakteristisk uhørt højt niveau på både sangskriversiden og i produktionen. Samlet set mangler albummet måske den hitperle, som eksempelvis Isola fra 1997 havde med ”Om du var här”, Hagnesta Hill fra ’99 havde med hittet ”Kungen är död” og det senere album Tillbaka Til Samtiden fra 2007 havde med ”Ingenting”. Singleudspillene fra Du & Jag Döden var ”Den döda vinkeln”, ”Palace & main” og ”Max 500”, men uagtet de alle tre er solide numre med kents karakteristiske sans for stemning – ikke mindst i kraft af Joakim Bergs fantastiske og rene vokal – hvor melodi og rytme stiger og falder i gennemført balance og med nerven intakt, er det ikke numre, der har opnået samme kanoniske status som eksempelvis ovenfor nævnte. Forklaringen på det skal måske ses i det samlede udtryk på Du & Jag Döden, som er mere jævnt (uden at være kedeligt) rocket og nede på jorden, sammenlignet med tidligere albums refrænhits og senere albums mere elektroniske lyd. På den måde er netop dette album et herligt, friskt eksempel på kents evne til at spille den rene melodi med ganske simple midler, der aldrig forfalder til effektjageri og fad pop.
Tekstmæssigt har Joakim Berg altid funderet sine sange i intelligente universer, hvor man skal nærstudere fortællingerne for at komme ned i alle lag. Der er referencer til litterære, mytiske og historiske personer, og der er banale fortællinger om kærlighed, elskov og den evigt sammenknyttede risiko for vanvid, had og den personlige totale destruktion med döden som en konstant larmende statist ude i kulissen af livets store teater. Coveret på Du & Jag Döden består da også af en karikatur af ’Jocke’ Berg, der sidder som en anden Max von Sydow fra Ingmar Bergmans klassiker fra 1957 Det Syvende Segl og spiller kort med netop døden. I Bergmans sort/hvide episke drama forsøger ridderen Antonius Block at vinde tid ved at spille skak med døden, så hans slægt kan undslippe den hærgende pest i det 14. århundredes Sverige. På samme måde kan man se kents melodier som jagende forsøg på at holde døden, vanviddet og ikke mindst meningsløsheden stangen. Om det lykkes er op til den enkelte lytter at vurdere, men taget kents popularitet i betragtning er der i hvert fald noget, der er lykkedes for de sympatiske svenskere.
I sidste ende er det en smagssag, om man bedst kan lide de mere melodiøse og hitprægede tidligere albums, eller om man mere er til den tiltagende elektroniske sound, som på Röd endelig har fortrængt det traditionelt rockede guitarspil i baggrunden. Heldigvis ikke på bekostning af melodiernes kvalitet og holdbarhed. Dertil er kvalitetsniveauet i kents sangskrivning simpelthen for højt. Men der er ingen tvivl om, at det er fuldstændig uomgængeligt, at kent befinder sig på top-ti-listen over de mest indflydelsesrige og populære bands i 00’erne, og vi er mange der håber, det vil vare ved også i 10’erne.
Du & Jag Döden er i hvert fald en solid pæl, der står i midten af dekaden og lyser flot op i den skandinaviske tradition for sublim sangskrivning, eminent udført af et fantastisk sammenspillet kollektiv og flot produceret ned til den mindste detalje.
