00’ernes 30 bedste albums: #4
Engelske Muse blev ved årtusindeskiftet udnævnt til britisk guitarrocks store håb. Nok var der som altid mange unge håbefulde bands om buddet, men hvor var det nye store navn, der kunne erobre resten af verden? Matthew Bellamys passionerede vokal, kombineret med skiftevis teatralsk og skarpladt guitarrock, var åbenbart hvad britisk rock havde brug for, for at sprænge grænserne. At Muse i 2000 gæstede Danmark i Lille Vega, og så i 2009 afsluttede årtiet med at gæste Parken, giver et meget godt billede af bandets udvikling, men det er især på albummet The Resistance fra 2009, at Muse sætter trumf på.
Muse producerer for første gang selv og indspiller i eget studie på The Resistance. Det har givet de tre englændere plads og frihed både musikalsk og konceptmæssigt. Samtidig har der været meget lidt fokus på kommerciel succes under tilblivelsen af albummet, som ifølge bandet naturligt nok ellers fylder en del, når en forventningsfuld producer står bag projektet. Ideerne bag albummet bunder i flere ting:
Kærlighedshistorien og dystopien i George Orwells bog 1984 har inspireret gruppen meget, hvilket især præger albummets meget særprægede afslutning – som jeg vender tilbage til. Finanskrise og andre globale kriser har også influeret Muse, og alt dette giver The Resistance en både interessant og aktuel ramme, som dog kræver fordybelse af lytteren – en fordybelse der hurtigt viser sig at være hele turen værd.
Det tunge radiohit ”Uprising” er en eksplosiv åbning, der handler om, hvordan vi alle har brug for at vågne op og stå sammen om at få bugt med de problemer, der truer verden nu – lidt banalt sagt. En lidt naiv drøm fra Muse, men at deres tanker om verdenssituationen stikker dybere end indholdet på åbningen, vidner resten af albummet heldigvis om. Og lige så heldigt er det, at der også et plads til kærligheden – eksempelvis på de meget smukke ”Undisclosed Desires” og ”I Belong to You”, hvor Bellamy virkelig folder sig ud via både vokal og klaver. På sidstnævnte går Muse helt ned i gear i et mellemstykke, hvor Bellamys vokal på smukkeste vis møder klaveret og strygere – et akkompagnement der ikke kunne være skrevet bedre. Nummeret er ellers funky og afvekslende og afsluttes med en klarinet-solo. Denne afveksling giver et godt billede af den leg og opfindsomhed, som albummet indeholder hele vejen igennem.
Klaveret har fået en fremtrædende rolle på et par af numrene på The Resistance. Det er Bellamys passion for klassisk musik, der skinner igennem her, og det klæder albummets mere dramatiske og teatralske numre rigtig godt. Dramaet tager aldrig overhånd – især fordi Muse tydeligvis stadig indeholder den power, der også har præget deres karriere. Tempoet sættes op og guitaren får fuld skrue på ”Unnatural Selection” og ”MK Ultra”, og det er en side af Muse, jeg nødigt ville være foruden. Især når de mestrer den med en nærmest fornyet kraft på The Resistance.
Det mest opsigtsvækkende ved The Resistance er albummets tre sidste skæringer, der egentlig skal ses som en samlet symfoni med titlen ”Exogenesis: Symphony, part I-III” – tre dele med undertitlerne ”Overture”, ”Cross Pollination” og ”Redemption”. Den første del omhandler historien om at nå til en accept af, at civilisationen er ved at være ved vejs ende. Andel del beskriver det desperate håb om, at en udsendelse af astronauter vil føre til opdagelsen og civilisation af nye planeter – og accepten af at dette er det sidste håb. Tredje og sidste del, der også lukker og slukker albummet, er punktet hvor håbet rinder ud. Frygten og dystopien sejrer, og konklusionen er, at med mindre hele menneskeheden ændrer sig, er enden uundgåelig. Genremæssigt kommer Muse på afslutningen omkring både teatralsk progressiv rock mixet med klassiske passager, der kunne passe ind i koncertsale eller på Broadway.
Eksperimenter, holdninger, følelser og drama får frit løb på Muses femte album, der nærmest ender med at blive et opus, der samler perfekt op på bandets årti. For første gang står de på egen hånd, og det gør det endnu mere imponerende og modigt, at de har presset sig selv helt derud, hvor så mange andre ville fejle og ikke kunne bunde. Muse holder det dog inden for rammer, de selv kan magte. Det er Matthew Bellamys hidtil stærkeste præstation – både tekst- og kompositionsmæssigt, hvor mødet mellem fiktion og brutal realitet gør albummet interessant fra start til slut. Samlet set står Muse bare stærkere end tidligere. De spiller med musklerne, og for første gang gør de det på helt egne præmisser Det er højtravende, det er inderligt og det er til tider også hamrende voldsomt og imponerende at opleve Muse på The Resistance.
