Invisius: The Spawn of Condemnation

At medlemmerne fra Invisius ikke er meget mere end atten år er umuligt at høre på deres debutalbum. En debut, der emmer af overskud, teknisk kunnen og ikke mindst et kæmpe talent. En kandidat til årets album har set dagens lys.

cover-invisius-thespawnofcondemna-2010-300x300

Når begyndelse ikke er så svær endda

At medlemmerne fra Invisius ikke er meget mere end atten år er umuligt at høre på deres debutalbum. En debut, der emmer af overskud, teknisk kunnen og ikke mindst et kæmpe talent.

Invisius har på trods af medlemmernes unge aldre allerede høstet ros og positiv kritik for deres evner udi den melodiske dødsmetal, og vandt tilbage i 2007 prisen ”Årets Talent” til Danish Metal Awards. En virkelig god, men også sjælden, start for et dansk metalband. Man skal være i stand til at imponere både kritikere og publikum for at få sådan en start, og det har Invisius gjort. The Spawn of Condemnation er produceret af Christian Bonde, og ingen mindre end dansk metals godfather, Jacob Hansen, og sidstnævntes skarpe lyd trænger da også igennem på albummet, allerede ved det første egentlige nummer, ”Unleashed”. Det går stærkt, men lydbilledet er under kontrol, og især trommeslager Nikolaj Fogh gør et fantastisk stykke arbejde i sangen. Bestemt et godt nummer at lægge ud med; det er lige på og hårdt, i bogstaveligste forstand. Mere tunghed finder man i efterfølgende nummer, ”As I Watched You Fall”, som har den klassiske melodeath lyd i guitaren gennem versene, imens Jakob Fall leverer en vred, brølende og potent vokal, på en måde, som undertegnede slet ikke havde forestillet sig kunne lade sig gøre i så ung en alder, men hvor er det dog fedt at blive positivt overrasket!

På ”Edge of Hostility” og især ”What Quits it All”, som står som nogle af de bedste på albummet, imponerer Fall i endnu højere grad ved ikke blot at vise sig fra sin hårde side, men også bidrage med en virkelig god renvokal i omkvædene, bare det lille, lyse knæk på ordet ’quits’ i omkvædet på sidstnævnte giver ligefrem gåsehud på den gode måde, og giver én lyst til at høre endnu mere af hvad han kan som sanger, for det er vist ikke så lidt. Den flotte renvokal med det melodiske dødsmetal af den hårdere slags bringer både tankerne hen på danske Mercenary, og deres nu forhenværende forsanger, Mikkel Sandager, alt imens hårdheden i genren minder om svenske Dimension Zero eller In Flames, dengang de turde udvise lidt nerve. Dog skal disse referencer ikke være egentlige sammenligninger, for Invisius er, på trods af deres spæde karriere, deres egne i lyd og udtryk, og selvom de mest begår sig i melodøden, så har de også fat i den klassiske thrashmetal, og har derudover et stort talent for fængende, tunge, eller melodiske guitarriffs. En sang som ”Their Tension of Fear” er et fantastisk nummer og ligeledes eksempel på de to guitaristers store kunnen; det er ikke kun potentiale, det er ægte talent.

Med The Spawn of Condemnation bliver der sat nye standarder for hvor meget, man bør kunne, når man er et ungt, debuterende metalband, og niveauet er lagt højt. Invisius kan allerede mere end de fleste etablerede metalnavne i landet, og det er forfriskende og en sand, melodiøs og tung fornøjelse at lytte til The Spawn of Condemnation igen og igen. En kandidat til årets album har set dagens lys.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *