Spildte evner
Amerikanske Here We Go Magics andet album Pigeons udsendes på det spændende selskab Secretly Canadian, som altid står for kvalitative og herligt skæve bands. Uden at have stiftet bekendtskab med Here We Go Magic før, var det derfor med spænding , jeg imødegik Pigeons. Lad det være sagt med det samme, at jeg blev noget skuffet, selvom der bestemt er gode momenter på albummet.
Jeg får ingen fornemmelse af, hvor bandet vil hen og forstemmes over, hvor lemfældigt de omgås deres talentfulde ører for den gode melodi. Det er som om, HWGM nægter at berige lytteren med de utvivlsomt fine numre, de gemmer på oppe i ærmet. Det ene øjeblik er man i den salige himmel over, hvor fornemt og underspillet HWGM kan levere et catchy, skævt, drilsk og fremragende stykke musik i den lyse og letluftige ende, hvorpå de smider de gode takter ud med badevandet igen og efterfølgende leverer nørdede og intetsigende ”nu vil vi ikke fanges af formen, men bryde op på ny” numre.
”Hibernation” er lyse og stilfærdige vokaler over et uptempo trommebeat, mens oldschool keyboards og orgel dominerer bagtæppet. Der er ikke synderlig meget melodi, at hænge sangen op på, snarere en følelse af uhåndgribelige stemninger, som skynder sig at stikke af som små pixies, inden man når at få hold på dem. ”Collector” kører samme skabelon. Her er udtrykket udvidet med lidt feelgood akustiske guitarer og det kan minde om en amerikansk pendant til Stereolab eller Electrelane med mandligt islæt. To små, korte og undseelige repetetive krautpop sange, som ikke umiddelbart gør meget væsen af sig, men som hørt i rette mood kan være charmerende og luftige bidrag til et varmt sommer-soundtrack. De løfter sig nemlig op på forunderlig vis, til små anæmiske popperler ved gentagne lyt.
På ”Casual” ryger tempoet lidt ned og vokalerne bliver nu todelte og skaber en doven Fleet Foxes/Grizzly Bear fornemmelse og det, som ved første indtryk kan virke uden substans og alt for ferskt, vinder igen over tid og gentagne lyt.
”Surprise” drives af en nærmest Sune Wagnersk twang-guitar som skaber en sørgmodig noir stemning med basal og væsentlig tyngde og kant og det er et kærkomment skift i udtryk hos HWGM.
”Bottom Feeder” lyder som et tilbagelænet clash mellem Band Of Horses og en Pavement oldie, helt specifikt ”Range Life” fra Crooked Rain Crooked Rain og det sidder sgu både i skabet og på sommerterrassen, døsig og lykkelig.
”Moon” er omvendt en sær snegl af et nummer, som svæver hvileløst omkring uden egentlig destination med tilfældige, svært hørlige sangstumper i en sfærisk rus af blippende bits og andre elektroniske tingel tangel effekter. Der er simpelthen ikke skyggen af momentum i sigte på nummeret og det er brandirriterende. Omvendt må man konstatere, at har det været bandets plan, er det sublimt ramt af bandet. Samme forvirring efterlader ”Old World United”, som forstyrrer mere end opklarer, hvad HWGM vil og hvor de vil hen med de tre minutter nummeret varer.
På ”F.F.A.P.” er vi så pludselig i franske Air land med flommede keyboardflader og svulstig sukkervokal i en slags electrosoul, som forbliver et irrelevant og jævnt kedeligt fejlskud nummeret igennem. Skabelonen genbruges på ”Land Of Feeling” og så er jeg altså ved at være mør og kvalm af alle de tomme kalorier
”Vegetable Or Native” og ”Herbie I Love You, Now I Know” er præcis så excentriske og skæve som titlerne antyder, men den eneste lyst de vækker i mig, er lysten til at hive cd´en ud af anlægget.
Pigeons ganske gode start løber ud i ingenting, som albummet skrider frem og jeg kunne sådan have ønsket, at HWGM havde forfulgt lyden og formen fra den første håndfuld numre. Nu er jeg i stedet ligeglad og albummet ryger hurtigt ned i forglemmelsens skuffe.
