28.06.10 – Thee Attacks – Pavillon Junior, Roskilde Festival

Bandet ligner sunde, unge mænd, som dog har rock ’n’ roll attituden på plads, og musikken lyder næsten som hvis The Beatles kunne have lydt, hvis de kom frem i dag, tilsat et nip af punk.

Thee Attacks

Et angreb af ungdomsglæde

Årets første koncert blev for denne anmelders vedkommende med det nye, unge danske band Thee Attacks, og det var en oplevelse, der for alvor satte gang i den positive og løsslupne Roskildestemning.

Thee Attacks har for nyligt udgivet deres første album, men har allerede en del fans, hvilket de bl.a. kan takke deres utroligt iørefaldende nummer ”On The Move” for. I musikvideoen til selvsamme nummer optræder de unge mænd i jakkesæt og ligner noget fra en svunden tid, og sangen har også noget nostalgisk rockfølelse over sig. Det samme viste sig at være tilfældet med de fleste andre numre mandag aften på Pavillon Junior: Bandet ligner sunde, unge mænd, som dog har rock ’n’ roll attituden på plads, og musikken lyder næsten som The Beatles kunne have lydt, hvis de kom frem i dag, tilsat et nip af punk. Denne blanding resulterede i en koncert med masser af glad stemning, dansende folk og sange, der var perfekt til at klappe med på.

Bandets musik varierer ikke meget i de forskellige sange, men nogle gange kan mindre også gøre det, i hvert fald hos mange af de yngre Roskildegængere, der lod sig rive med af 1960’er referencerne, og bandet skal i hvert fald ikke kritiseres for ikke at give den gas! Og med et ekstranummer i form af et covernummer af Superheroes’ ”Johnny and I”, som i undertegnedes ører var en del mere fængende end originalen, sluttede Thee Attacks af på en glædefyldt koncert, der beviste at det til tider er stemningen, og ikke så meget varierende rytmer, der betyder mest for at skabe en vellykket koncert.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *