I morgen åbner Vega ny udendørs natklub

I morgen er der åbningsfest for Nina Bangs Sommer Residens, der er Vegas nye tiltag og som kommer til at løbe af stabelen fredage og lørdage fra 23-05 i juli og august.

Arrangementet finder sted på en udendørs terrasse – der kan overdækkes i tilfælde af regn, hvilket nok ikke bliver noget problem i morgen, hvor dj-kollektivet Dame U Love, duoen Good Tape Grrrls og David Lillie Garset vil spille op til dans.

Om Nina Bangs Sommer Residens skriver Vega følgende i en pressemeddelelse:

I juli og august måned flytter Nina Bang – Folkets Klub festen udenfor på klubbens unikke udendørs terrasse. Med lyskæder, guirlander, hyggeligt møblement, sommerpunch og bajere i badebassin vil man føle sig hensat til sommerhuset, hvor omgivelserne er afslappede og hyggelige og udvalget enkelt, men lækkert.

Festen vil også inkludere de tilstødende gangarealer, hvor nogle af byens mest talentfulde og alsidige dj’s vil spille en fed varieret blanding af indie, rock, soul og klassiske beats med en overvægt på rocken fredag, mens der lørdage vil være musik fra hele paletten.

Lune sommeraftener med iskold punch og bajere under stjernehimlen på en terrasse i 3. sals højde i hjertet af Vesterbro. Det er Nina Bangs Sommer Residens.

Og når man tilføjer, at der er gratis entre, så lyder det da ikke helt dumt. Aldersgrænsen er 21 år.

Indgangen til Nina Bangs Sommer Residens er gennem porten, lige til venstre for indgangen til Lille VEGA.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *