Konceptuel singer/songwriter
Den københavnske singer/songwriter David Pepke udgiver nu et konceptalbum, der byder på singer/songwriter-genren i sin reneste form. Alt det musiske materiale til Tuesday Sessions er skabt og indspillet på en enkelt dag, hvor det også er blevet til flere andre opgaveløsninger i form af fotosessions, videooptagelser o.s.v. Konceptet går ud på at holde fast i den første idé – og at holde fast i det liv, der findes i en first-take-optagelse. Og det lykkes på nogle af albummets syv numre, mens det ikke lykkes andre steder.
Albummet åbner med den lækkert svingende og ganske medrivende ”I Know The Direction”, der med fin melodi og stemning åbner med fortræffelig akustisk pub-rock. David Pepke sætter sig fra start igennem som en mand med en guitar på knæet og historier på hjertet. ”My Cabin” har mange af de samme plusser som åbningsnummeret, og der er et humørfyldt twist – et glimt i øjet – der distancerer sig fra den melankoli, der ellers af og til lægger sig som et hvidt støvet lagen over denne genre.
”Baby”, ”My Heart Says So” og ”Snooze” vil garanteret løfte stemningen som livenumre på de fleste små værtshuse en skummel torsdag aften, men på album er det numre som disse, der lider under konceptets stramme tøjler, for de kommer ganske enkelt ikke tæt nok på lytteren. Det kunne man have produceret sig ud af, eller løst gennem en række ekstra indspilninger m.v. Det tillader konceptet ikke – fair nok!
Til gengæld er al tætheden samlet i en fortættet og fin intimitet på ”Hide It In A Song”, hvor David Pepke skifter guitaren ud med klaver. Uden at ændre og vælte verden, har Pepke her fat i en ganske nydelig sang, der følges op på den yndefulde afslutter ”There Is Something For You”, der ligeledes er klaverakkompagneret, men som bliver lidt for indelukket og genert til at trænge helt igennem.
Ved at skabe et konceptalbum accepterer man som kunstner, at der opstår visse fejl og mangler. Den store opgave er så, at højdepunkterne skal være medrivende nok til at disse fejl og mangler accepteres af lytteren. Jeg har stor sympati for projektet, og finder levende musik – også på plade – langt mere attraktiv, og derfor lander jeg i en overvejende positiv fornemmelse af dette album.
