22.02.11 – Agnes Obel – Copenhagen Jazzhouse

Tredje gang er katastrofens gang, fortalte Obel, da hun og hendes tyske medspiller, Anne Ostsee på cello, havde fundet vej til scenen. Det er normalt den aften, hvor alt går galt på scenen, og hvor alle fejlene indfinder sig, fordi musikerne begynder at slappe af efter de lidt nervøse åbningskoncerter.

Alle gode gange tre

For tredje aften i træk trak Agnes Obel fuldt hus i det hyggelige kælderlokale på Copenhagen Jazzhouse, hvor der til aftenens intime stemning var tændt et par kandelabre, og ellers var belysningen holdt helt neddæmpet. Ligesom Agnes Obels debutalbum, som har høstet en flot buket anmeldelser og priser. Det skulle blive interessant at se, hvordan de melankolske sange og melodier ville gøre sig i det fysiske rum med et tydeligvis spændt publikum.

Tredje gang er katastrofens gang, fortalte Obel, da hun og hendes tyske medspiller, Anne Ostsee på cello, havde fundet vej til scenen. Det er normalt den aften, hvor alt går galt på scenen, og hvor alle fejlene indfinder sig, fordi musikerne begynder at slappe af efter de lidt nervøse åbningskoncerter. Det skal dog siges med det samme, at der ikke indtraf nogen synlig katastrofe denne aften. De to musikere udstrålede rutine og med en naturlig kontrol over tingene, Obel med sin ydmyge og lidt selvudslettende mime og Anne Ostsee med et kvalificeret overblik og medspil. Og ikke mindst med et underspillet lune, der flere gange frembragte forsigtig latter i rummet. Men man var næsten bange for at sangenes skrøbelige stemninger skulle slås itu ved overstrømmende lystighed. Så latteren forstummede, så snart Obel slog de første takter an på det sorte flygel.

Sættet lagde ud med ”Philharmonics”, og så snart musikken talte, var der ingen uro eller slinger i valsen. Det tyste og afdæmpede udtryk, og ikke mindst de akustiske instrumenter lejrede sig elegant og sikkert i lokalet. ”Beast”, som blev dedikeret til en person, der var et ’Beast’ på den fede måde, har den modulering og de lag af tempi og instrumentering, der gør Obels kompositioner til noget helt særligt. Der er piano andante, rytmiske anslag på celloen og en vokal, der stiger og falder og giver nummeret liv og karakter. Vildere bliver det dog aldrig i Obels univers, for det er det tyste og det stemningsfulde, der er det bærende element i de enkle kompositioner.

”Just so” introducerede Anne Ostsee på en sjælden guitar, og John Cales ”Close Watch” syntetiserede al den stille, desperate ro, der er i Obel. I den efterfølgende ”Brother Sparrow” lukkede Obel mere op for det luftige element og blev knap så knugende. Det 15 år gamle ”Waterfall” understregede også det rutinerede talent, Obel besidder så fulde. Der er ikke tale om en nyudsprungen pianist og sanglærke, der har allieret sig med en dygtig melodisnedker. Det er Obel selv, der står for arrangementerne, godt hjulpet af Anne Ostsees indfølende spil, og Obel har allerede et bagkatalog, der strækker flere år bagud og som vidner om en integreret kunstner, der endelig springer ud i fuld blomst. Det er vintage musik, og vi kan kun glæde os over, at Obel har valgt at lade noget af sin musik ligge længe nok på fad, inden hun følte sig i stand til at dele det med resten af verden.

Koncerten havde dog stadig de to højdepunkter til gode, som kom med først en fabelagtig smukt spillet ”Riverside”, der minder om Nick Caves finslebne juvel ”Where the Wild Roses Grow”, som bliver så smukt akkompagneret af Kylie Minogue. Det er enkelthedens smukke princip, der formfuldendt møder et musikalsk og kompositorisk talent af de helt store i Obels nummer.

Hele sættet rundes af med en energisk og næsten sprængfarlig version af ”On Powdered Ground”, hvor Ostsee sætter sin cello på loop-pedal og får lagt lag på lag af skærende og monotone lydkollager ind under Obels himmelsøgende lyriske vokal. Efter alle de stille og nænsomme numre er det en befrielse og en katarsis af de helt store at få også denne stemning med i lydbilledet, som godt kan blive en anelse monotont, grænsende til det søvndyssende.

Sidstnævnte blev desværre bevist på en noget uheldig måde to tredjedele inde i koncerten. Jeg havde længe undret mig over, at Copenhagen Jazzhouse åbenbart havde en ventilator eller noget lignende, der kørte og larmede. Der var i hvert fald en susen og en støj, det var umuligt at finde kilden til. Indtil det gik op for mig, at der simpelthen lå en herre længere nede i salen og snorkede højlydt. At der ikke var en betænksom sjæl, der solidt plantede en albue i herrens vom, kan undre, men det afspejler også den risiko, der er i Obels musik, for at musikken bliver en kende for underspillet og for lydløs. Nogle falder for det, som undertegnede, og kan finde et hav af nuancer og stemninger i noget musik, der tangerer det sublime – og andre skvatter i søvn.

Efter ekstranummeret ”Smoke and Mirrors”, som måske ikke virkede som det mest oplagte som afslutning på en ellers fremragende katastrofeaften i selskab med Obel og Ostsee, brød folk stille og roligt op og ud i den isnende kolde aften. Men det ændrer ikke ved den totale oplevelse, og man kan bare håbe på, at Obel bliver ved med at udvikle sig som komponist og musiker. Så kan hun ende med at blive en af de helt store.

Written By
More from Carsten Meedom
16.05.09 – Rod, Alive With Worms & Alphapistola, Loppen
Blah Blah Blah Records holdt Label Night på Loppen, hvor de tre...
Read More
0 replies on “22.02.11 – Agnes Obel – Copenhagen Jazzhouse”