20.04.11 – Meshuggah – Amager Bio

Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende sansebombardement, men det er hele pointen. En massiv øretæve af lyd presset igennem pedaler og strenge, spillet så tungt huggende, at hvert anslag tangerer lussingerøde kinder og hvert beat hamrer dit mellemgulv til kingdom come. Intensitet kan ingen sgu beskylde Meshuggah for at mangle

Meshuggah på Roskilde Festival 2010 (Foto: Claus Michaelsen)

En stålsat lektion i komplekse taktarter

Meshuggah har siden deres gennembrudsalbum Destroy Erase Improve fra 95, stået for noget af det mest komplekse og udfordrende metal på den internationale scene. Og det vel at mærke samtidig med, at det både swinger og er iørefaldende groovy, hvilket i sig selv er en balancekunst få mestrer. Gruppens kombination af death metal, thrash metal og progressiv metal med fusionsjazz elementer er bestemt ikke allemandskost og det kan da sandt for dyden også i perioder være en velvoksen udfordring.

På kanten af påsken stod kvintetten klar til at indtage Amager Bio og denne aften havde de selskab af to upcoming danske lærlingebands – Scamp og The Psyke Project. Scamp´s sæt var desværre afleveret inden jeg kom, så The Psyke Project åbnede ballet for mit vedkommende. Nu er upcoming måske så meget sagt, når man taler om Helsinge kvintetten, for de har foreløbigt udgivet fire album, mens et femte udkommer i maj. En halv times metalcore af bedste skuffe, var hvad de leverede og det var mere end gedigent. Bandet var tændt og kaldte fra start folk an til moshpit foran scenen, men publikum ville det anderledes. Energien skulle vel gemmes til hovednavnet, for der var ingen grund til ikke at rykke på danskerne, som gjorde det særdeles overbevisende.

Det betød bestemt ikke, at de savnede anerkendelse, for der var masser af horn, headbang og foroverbøjet stilling i salen, mens de spillede. Lyden var god og der blev ikke, som det ellers tit kan opleves, skruet ned til latterlige decibel ved supporten. En viljefast optræden gav bandet pluspoint på koncertkontoen denne aften. Personligt kan jeg bedst lide The Psyke Projekt, når de er tunge og gemmer de hurtige punkede sekvenser lidt af vejen. Dem var der heldigvis rigeligt af og i særdeleshed gjorde et instrumentalnummer helt i Isis ånd sig fremragende. Absolut en god appetizer og et band jeg gerne snupper en anden gang. Kredit skal lyde herfra.

Der var pænt fyldt i den gamle biograf og forventningfulde ansigter øgedes i salen kiggende mod den scene svenskerne snart skulle betræde. Med et enkelt bagtæppe forestillende et kraniumlignende hoved begavet med et stort third eye i panden – hvem sagde Tool – var setuppet sat til en kulhed rockaften af den stærkt metalliske slags. Deroppe stod trommesættet som fyldte en stor del af gulvet og det er vel ikke så mærkeligt når man kender Meshuggah, for skal man benævne en main character i bandet, må det vel være slagtøjsekvilibristen Tomas Haake.

Da klokken rundede 22 var ventetiden forbi og ind trådte først netop Haake. Han satte sig tilrette i den stol, som i den grad bomber mange andre tilbage til stenalderen. Haake er metalmusikkens måske dygtigste trommeslager – ja, jeg ved godt Lombardo, Portnoy, Carey etc. er derude – men få kan altså matche Haake, når det kommer til tekniske kompleksiteter med en spændstighed og unik balance mellem fart og tyngde. Han er vel om nogen metallens svar på jazzens leg med rytmik og struktur, når han ubesværet leger med synkoperede beats og alverdens polyrytmer med og imod resten af bandet.

Flankerne indtages af Fredrik Thordendals og Mårten Hagströms 8-strengs nedstemte guitarer og Dick Lövgrens massive bas. I front trasker den uudgrundelige Jens Kidman ind, som var han på vej hen til en kop kaffe en ugidelig eftermiddagsstund, mens han i vanlig positur sætter sit ene ben på monitoren, stirrende på en gang intenst og lidt indifferent på os. Men ganske hurtigt går han rundt på scenen som en brysk gorilla på zombievalium, mens han skyder hage og underbiddet frem og ondt skuler os ned under gulvbrædderne med sit fastholdende stålblik. Den mand kunne beskyldes for enhver forbrydelse ved sin blotte fremtoning.

”Rational Gaze” åbner aftenens 75 min. lange sæt og den er et præcist billede på Meshuggahs identitet. Haake spiller relativt simple 4/4 rytmer, som bakkes op af resten af bandet blot spillet lidt forsinket, så det hele forskydes og skubbes lidt ud af fokus, efterladende en på gyngende svimmel grund. Publikum er på fra start og imødekommer klassikeren fra Nothing med henholdsvis slamdance, headbang, rokkende lemmer og arrige, men tilfredse blikke afhængig af hvor man befinder sig i salen.

Herfra er der ingen vej tilbage og vel er det tungen lige i munden, for at fastholde fokus i aften, for Meshuggah stiller i den grad krav til sine lyttere, men det er satme også effektivt og medrivende, at være i selskab med Umeå-slænget. De galvaniserede svenske matematikere kører som en maskine, hvor legeringerne sidder knivskarpt og uden rysten på strenge eller stikker. Alt er i skabet og ikke én fejl fremføres. Det er massivt, men på ingen måde stillestående. Tværtimod arbejdes der på højtryk, for at polyrytmik og groove skal bindes sammen, så det hele går op i en højere enhed.

”Bleed” følger op og er efter min overbevisning en af Meshuggahs helt store stjernestunder. Her viser ikke bare Haake, men så sandelig også Thordendal styrke, for det parløb de kører over syv minutter på det ultimative nummer udi trommebeat og stram riffing er simpelthen sublimt. Jeg er målløs hver gang jeg hører det og i aften er ingen undtagelse, bortset fra at der her er syn for sagen for, at det rent faktisk udføres af menneskehænder – unbelivable!

Blow me to heaven kunne være mantraet for denne lilleskærtorsdag, for man bliver blæst bagover af den skånselsløse og kompromisfornægtende karisma der slynges ud af højtalerne og fra scenen gennem koncerten. Sættet veksler mellem ældre og nyere materiale, så der er noget for både alltime fans og yndere af det sene Meshuggah.

Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende sansebombardement, men det er hele pointen. En massiv øretæve af lyd presset igennem pedaler og strenge, spillet så tungt huggende, at hvert anslag tangerer lussingerøde kinder og hvert beat hamrer dit mellemgulv til kingdom come. Intensitet kan ingen sgu beskylde Meshuggah for at mangle. Der bliver heller ikke leflet for publikum, med opskruede bemærkninger af dem metalscenen ellers kan være irriterende belastet af. Det er musikken det handler om, alt andet er sekundært og det er befriende og velkomment for denne signatur.

Sidste ekstrabasker som lukker og slukker bliver Destroy Erase Improve´s suveræne åbner ”Future Breed Maschine” og så er den ged barberet.

Ingen primadonnanykker selvom metalkvintetten efterhånden er et stort navn, for stjernemanerer tilsidesættes heldigvis for vedkommende jovialitet og Meshuggah giver grundigt hånd til alle foran scenen, der vil gratulere bandet for en fed koncert.Jeg har dog aldrig har fattet hvorfor et svensk band insisterer på at tiltale os på engelsk. Men det er en mindre parentetisk bemærkning på en ellers stor aften i Amager Bio

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *