Debut EP med enormt potentiale
Den danske gruppe The Great Dictators præsenterer de første sider af sig selv med denne EP, der viser dem som en melankolsk pop/rock gruppe med et momentvist nært slægtskab med Tindersticks, Stephen Merrit, Willard Grant Conspiracy og lignende afdæmpede navne. Bandet har blot eksisteret siden maj 2011.
EP’en er produceret af Nikolaj Nørlund, hvilket for nogle altid står som et kvalitetsstempel og en vis anerkendelse. På en debut-EP kan det dog samtidig give en anelse betænkelighed i forhold til, om bandet præsenterer sig med en stærk selvstændig lyd, eller om de læner sig for meget op ad producerens lydmæssige kendetegn.
For The Great Dictators vedkommende er resultatet af Nørlund-samarbejdet absolut positivt. Nørlund synes at være stærk til at understøtte bandets eget melankolske, dybe og stærkt afstemte udtryk, der ved første gennemlytninger først og fremmest personificeres i Dragut Lugalzagosi’s fantastiske og nærværende vokal. Efterhånden bredes det fornemme i udtrykket dog mere og mere ud, og man mærker den stærke ånd, der gennemsyrer lydbilledet fra den fremtrædende vokal til de helt små detaljer, der spores i arrangementernes let utraditionelle instrumenteringer med sav, klokker, banjoer m.v.
Sangskrivningsmæssigt er jeg gladest for ”Hats” og ”Coffee & Cigarettes”. ”When I Waltz” står lidt for stille til min smag, mens ”One Drink Behind” lægger sig fint i forlængelse af de to førnævnte, men med en trods alt lidt mere anonym melodi.
Som anmelder skal jeg lige minde mig selv om, at der her er tale om et band med under et halvt år på bagen. Det er meget overbevisende, det der præsteres, og man lader sig let rive med – også forventningsmæssigt – som var det et band med ti års erfaring og et enormt bagkatalog. The Great Dictators har et imponerende og stærkt udtryk, og denne EP lover ikke blot godt for fremtiden. For The Great Dictators har allerede bevæget sig op på en vældig høj kvalitet, der er yderst anbefalelsesværdig.
