Rendyrket pop med en ekstra dimension
Den danske sanger og sangskriver Thomas Thomsen er bedst kendt som omdrejningspunkt i Pluto. Bandet, der i en lang årrække har været blandt de mest charmerende og interessante bekendtskaber på den alternative danske popscene, har gang på gang taget betydelige skridt i retning af et reelt gennembrud, men selvom det ofte har været lige på nippet, er bandet aldrig gået på kompromis med stil, lyd og tilgang til musikken.
Pluto holder lige nu pause på ubestemt tid, og den pause har Thomas Thomsen brugt på at skabe et soloalbum, der på den ene side har sine referencer til Pluto – på den anden side er mere energisk og sprudlende. Der er tale om rendyrkede popsange, men stadig med Thomas Thomsens karakteristiske vokal, der giver et drømmende, melankolsk og charmerende udtryk i sangene. Til tider passer den mere direkte og energiske stil bedre til ham end andre.
Og der er i alle aspekter tale om et soloalbum, hvor Thomas Thomsen ikke blot har skrevet og arrangeret, men også selv tager sig af alle instrumenter, bortset fra trommestikkerne, der er sat i Casper Henning Hansens livlige hænder.
Åbningsnummeret ”Bondegårde af plastik” er ganske fortrinligt, og uptempo-numre som ”Jeg har ventet på dig” og ”Lidt endnu” falder også rigtig godt i min smag. Også selvom vokalen på sidstnævnte af og til kan minde lidt om Carsten Lykke og gode gamle Ibens.
For når sangene for alvor lykkes, så er det fordi, at Thomas Thomsen formår at skabe den ekstra dimension, der gør forskellen. Det er ikke kun den letkøbte Ibens-naivitet, der forsøger at charmere sig ind hos lytteren, for den er tilsat en modsætningsfuld gennemtanke i tekstskrivningen, og selvom der ikke er en dybere poetisk åre i linjer som ”Vi har tiden for os / lidt endnu” og ”Du gik en tur en dag / men du kom aldrig helt tilbage / og nu sidder jeg her med alt det / jeg troede du bedst ku’ li’”, så er det tekstmæssige med til at skabe en dybde, der ellers er sjælden i den let tilgængelige popgenre.
Jeg hylder Pluto for, at bandet aldrig er gået på kompromis. Havde dette album været et Pluto-album, havde den hyldest måske ikke haft samme substans, for man kan hævde, at Thomas Thomsen søger tættere til mainstream-poppen med denne solo-plade. Men han gør det med autencitet og charme, og størstedelen af albummet byder på let tilgængelig pop med en velkommen ekstra dimension.
