Mørke toner fra en dyster mand
Kendere af Neurosis og Shrinebuilder ved, at Scott Kelly ikke er en person, der signalerer boblende humør og lystig omgang med de mere alvorlige sider af livet. Tværtimod har han, sammen med ligesindede mørkemænd, gennem mere end 25 år stået for en afgrundsdyster dommedagsrock, der ikke har levnet meget plads til optimistiske spjæt med benene.
Ved siden af sine primære engagementer har Scott Kelly ført en parallel tilværelse som solist, og har siden 2001 udgivet ikke færre end tre soloalbums samt bidraget til en compilation med Townes Van Zandt-sange. Og det var denne Kelly, vi skulle opleve på Loppen, hvor kun en mindre håndfuld fans havde fundet vej frem. Men lige denne aften gjorde det sparsomme fremmøde ikke så meget, for Scott Kellys solomateriale kræver intimitet og fordybelse, mere end et begejstret og udadvendt publikum.
J.Tex And The Volunteers
Men første gæst på scenen var en anden solist, oprindeligt vokset op i USA og nu hjemmeboende på Frederiksberg. Han hedder noget så dansk som Jens Einer, men spiller noget så amerikansk som country, folk og roots i en herlig pærevælling og med et talent, der ikke er til at tage fejl af.
Det er noget nær en umulig opgave at varme op for en doom-kunstner som Kelly, og dernæst lægger musikken fra J.Tex i langt højere grad op til et levende publikum, sammenlignet med Kelly, der også endte med at stå i et sært misforhold til den musik, der efterfølgende blev leveret. Men J.Tex gjorde sit bedste for at holde tempoet nede og indledte da også med det måske mest mørke nummer fra bagkataloget, nemlig Johnny Cash-klassikkeren ”I Still Miss Someone” fra det seneste album House On The Hill. Derefter fulgte en god halv time med opløftende og støvet country af en gudbenådet guitarist, som løste den svære opgave så godt han kunne, mens Kelly stod tilbagelænet i baren med et sløvt udtryk i sit tatoverede fjæs.
Scott Kelly
Hvis man var en smule opløftet efter J.Tex, blev man hurtigt pillet ned igen af den firkantede mand fra Oakland, California, som indtog scenen med tre flasker vand på en skammel og sin guitar, som blev stemt i ét væk. De følgende fem kvarter leverede den ydmyge musiker numre fra alle sine tre soloalbums samt Van Zandt-kassikkeren ”Tecumseh Valley”.
Fælles for numrene var, at de blev leveret med en knivskarp og tung følelse, som om allerhelvedes kvaler red den stakkels mand, men alligevel er der en mærkbar ændring fra de tidligste kompositioner til de par numre, der blev leveret fra det seneste album The Forgiven Ghost In Me fra i år. Hvor Kelly på hans to første album spiller med en depressiv og dyster tone, der har tydelige træk til fælles med Michael Gira og det tidlige Swans, er der på det nyeste album en knap så dyster stemning, som også fremstod tydeligt i Kellys måde at spille dem på. Hvis ikke man lytter efter, kan det måske være svært at høre, men jeg vil påstå, at der i Kellys ellers så monotone og repetitive musik på det seneste har sneget sig flere nuancer og mere livsmod ind.
Og årsagen til denne måske større tiltro til livet, står mejslet i blæk på kunstnerens adamsæble, hvor hustruens navn, Sarah, står skrevet med store typer.
Scott Kelly er en martret mand, ellers kunne han ikke komponere disse numre med den tyngde og autenticitet, som de besidder. Men Kelly er også en mand, der har behov for at lade sine følelser og smerte komme til udtryk, hvilket de fremmødte denne aften fik mange stærke smagsprøver på.
Når Goethe et sted siger, at vi skal hylde digteren til at leve et liv i stor, følelsesmæssig smerte, så vi andre kan nyde godt af deres martrede poesi, tænkte han på mennesker som Scott Kelly. Forhåbentlig bliver Kelly aldrig rigtig glad, for så bliver inspirationens kilde en helt anden, og Kelly som kunstner vil forsvinde.
