80’ernes 30 bedste albums: #19
Sonic Youths fascination af støj og måder at frembringe alternative lyde på med deres instrumenter, kulminerede i 1988 med deres anmelderroste album Daydream Nation der over en bred kam betragtes som bandets bedste album og som kulminationen af deres eksperimenter inden det mere kommercielle. Albummet blev det sidste album indspillet på det lille label Enigma Records inden skiftet i 1990 til DGC Records.
Bandets kompromisløse afsøgning af rock’n’roll og deres afskrivning af den mere konventionelle og klassiske rock kunne lige så vel have holdt dem tilbage i det musikalske undergrundsmiljø i 80ernes New York. Men bandets støjæstetik havde efterhånden fået sit tag i et voksende publikum. Da Daydream Nation kom på gaden og singlen ”Teenage Riot” senere blev et hit på nogle amerikanske colleges, fik bandet sit egentlige gennembrud og manifesterede deres navn for eftertidens generationer og som inspirationskilde for alternativ rock og indiebands.
No wave, post punk og hard core punk er de musikalske indflydelser, som Sonic Youth ofte associeres med og det fornægter sig da heller ikke på Daydream Nation. Bandets udforskning af deres instrumenter kommer for eksempel til udtryk med brugen af trommestikker og skruetrækkere på deres guitarer og guitarer, der er specifikt udvalgt og forberedt til bestemte numre. Elguitaren er i det hele taget det instrument, bandet især forstod at udvikle og revolutionere og som også er det bærende element på Daydream Nation i de driftige hænder skruet på guitaristerne Moore og Lee Renaldo. Det instrumentale spektakel og det til månen hylende-skrig fra guitaren på skæringen ”Silver Rocket” er sigende for bandet og presser sig insisterende frem i lydbilledet på dobbeltpladen. Bandet producerede selv albummet sammen med Nicholas Sansano og det endte med at koste § 30.000 at optage, hvilket er dobbelt så meget, som bandet plejede at bruge, men egentlig ikke voldsomt sammenlignet med andre bands. Til gengæld er strukturerne gennemarbejdet og lyden særegen for netop dette album og har resulteret i en meget helstøbt og lytteværdig samling sange.
Albummets dynamiske energiudladninger og den jagede lyd kommer for eksempel til udtryk på ”Hey Joni” med Thurston Moore på vokal. Guitar, bas og trommer snor sig sammen og ruller som torden henover land med Moores dybe, men stilfærdige røst i forgrunden. Bandets sjette plade og femte studiealbum bød desuden på en udvidelse af brugen af vokalerne fra både Kim Gordon og Thurston Moore end tilfældet havde været på de tidligere albums. Lyrikken blev til i et samarbejde mellem alle gruppens daværende medlemmer – Thurston Moore, Kim Gordon, Lee Ranaldo, Steve Shelley. Mange af teksterne har mest af alt karakter som stream of consciousness, og ikke mindst den vokale fremstilling er værd at bemærke. Den bugter sig i bakke dal og på høje tinder lige så vel som instrumentalsiden gør det. Albummets dynamiske fremdrift og vilje til at udforske instrumenternes muligheder gør, at det i dag også har relevans og til stadighed fiskes frem og smides på pladespilleren.
