Sveriges stærke popdiva manglede styrke
“En af Sveriges vigtigste kunstnere i 2014.”
Sådan blev svenske Jenny Wilson præsenteret af konferencieren (der i øvrigt var svensk) på Arena lørdag eftermiddag. Og hun er sgu vigtig hende Jenny. Hun har sat sine helt egne standarder for en popdiva, og har markeret sig ved, via lige dele skarphed og skævhed, at servere klokkeklare budskaber. Et af disse prydede i dag ryggen på hendes læderjakke, hvor ordene Demand The Impossible! var sprayet på. Ordene er i øvrigt også er titlen på hendes tredje og seneste album, så jeg forlangte med god samvittighed, om end ikke det umulige, så noget stort fra svenskerens side.
Hun kom på scenen i nederdel, sort læderjakke, sorte solbriller og en sort netmaske, der dækkede halvdelen af hendes ansigt. Hendes attitude var cool og lidt hård i kanten, men det havde en effekt på det knapt fyldte telt, for man vidste jo, at hun ville komme ud af den hårde skal. Hun lignede en der var ude på ballade, og den var vi sådan set helt med på.
Wilsons normalt kraftfulde lydbillede indeholder både spor af tunge elektroniske beats, lounge/club og R&B, men det kom slet ikke til sin ret i dag. Noget af skylden skyder jeg på beslutningen om den noget tynde besætning, Jenny Wilson havde med sig på scenen. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved kvaliteterne hos Jennys søster Sara som håndterede guitaren så glimrende. Og bag tønderne kunne man heller ikke have bedt om mere fra Micke Häggström, der lagde en god alsidig rytmesektion bag musikken, som var med til at nogle steder at gøre det svært at stå stille. Men resten af lydbilledet – bas, keys, synthesizer – var lagt på som et lydspor, der kørte i baggrunden. Det tager noget fra både lyden og scenebilledet, og et fuldtalligt band havde formentlig kunne give koncerten, en stor del af hvad den manglede i dag.
Momentvis var Jenny Wilson både spændende og interessant i dag, og enkelte gange ramte hun en nerve, men der var for langt i mellem. Wilson forsøgte at redde dagen, og den fest det skulle have været, da hun mod slutningen hev 10-12 piger med på scenen til fællesdans. Det vækkede Arena-teltet i nogle minutter, men det er ikke nok til helt at redde en middelmådig koncert. Når man ved lidt om, hvad Jenny Wilson indeholder, var det ærgerligt, at vi ikke fik mere at se i dag.
[nggallery id=202]
