Copenhell 2015: Himmel og helvede forenedes igen
For sjette år lagde Refshaleøen ved København i år igen industrielle omgivelser til Danmarks største metalfestival. Efterhånden kan Copenhell vel kaldes en tradition, og igen i år kunne man se frem til en festival med en masse musik fra den hårdeste skuffe. Man kunne også se frem til tre dage på en festivalplads med noget for enhver smag.
Endelig var det også et gensyn med det vel nok mest brogede publikum på nogen dansk festival. På Copenhell kan det være svært at skelne mellem sjov udklædning og decideret livsstil, men uanset er de tre dage i det københavnske helvede for mange et himmelsk sted at få udlevet sin dedikerede interesse for musikken. Årets Copenhell skulle vise sig at byde på karaoke, mørk rom, cigarer, bil-smadring, wrestling, vikingeland og meget andet ud over den tunge musik. De mange sideshows vender jeg stærkt tilbage til i løbet af reportagen.
Fredag
Fredag fortsatte helvedet på Refshaleøen. Duften af HELLstegt pattegris var der stadig, og muligheden for SKULLhed kaffe (en desværre tynd og blottet for smag af slagsen) var kærkommen – især i de sene kølige timer. Det enorme billede af en ulv på B&W-hallen skulede stadig ud over pladsen, og i det hele taget gemte festivalpladsen på mange spøjse og kreative elementer, som jeg vil vente med at gå i dybden med i min lørdagsreportage.
Fra svensk storhed til amerikansk fald
På Hades ventede de svenske pionerer inden for melodisk dødsmetal At The Gates kl. 18. Inden for genren anses At The Gates som værende skelsættende, især i kraft af den betydning albummet Slaughter of the Soul fra 1995 havde for genren og den såkaldte Gøteborg-lyd. De gik i opløsning allerede tilbage i 1996, for så at blive genforenet i 2007. Det mundede ud i albummet At War With Reality i 2014 (ting tager åbenbart tid), hvorefter de drog på turné, og nu helst ikke vil være for konkrete om fremtiden. Det betød intet i dag, for At The Gates var et stærkt kollektiv, der satte sig tungt på Hades-scenen. De leverede en knivskarp koncert med numre fra begge førnævnte albums, og to numre som jeg ikke kunne placere. For første gang oplevede jeg på årets festival at vokalen og musikken matchede hinanden perfekt hvad volumen angår. Tomas Lindberg var en veloplagt frontfigur, og lige så ond i sulet kan kunne lyde når han sang, lige så glad og veloplagt var han overfor publikum mellem numrene. (8/10)
Amerikanske Rise Against startede egentlig med at spile punkrock, da de debuterede i 2001, men på deres seneste album The Black Market fra 2014, har de efterhånden fået et pænere og mere melodisk udtryk. De har stadig mange politiske holdninger, som kommer til udtryk i deres tekster, men de har mistet en stor del af den kant, som de trods alt har haft langt hen ad vejen. Om årsagen til et dårligt indtryk på i dag var en mangel på kant, eller om det er fordi Rise Against efterhånden bare keder mig generelt, skal jeg ikke afvise. Jeg indrømmer, at indlevelsen på den store Helviti-scene var stor, og lyden fejlede ikke noget, men de fik ikke fat i mig, og det er synd, når de har så meget på hjerte og så stor en erfaring. Jeg tillader mig at forvente mere af Rise Against. (4/10)
Tysk trashguitar og amerikansk syrebas
Næste navn på den store scene, var et meget ventet navn, især af den mest modne del af publikum. Tyske Kreator betragtes af mange som pionerer i den forstand, at de allerede fra 1982 fræsede derudaf med deres trash metal, og at de derved var en del af den grundsten, der senere udviklede sig til dødsmetal, og flere genrer som har udviklet sig videre derfra. Kreator var i aften en stabil, grundig og effektiv maskine, der fortsatte i det samme insisterende spor, som de har kørt i i 30 år nu. Mille Petrozza var ikke snakkesalig og virkede ikke særlig begejstret over at stå på Helviti, og det stod i kontrast til flammekanonerne og de store skærme med endnu mere ild, som Kreator havde på scenen. Et mere underligt og kikset indslag var det, da Petrozza fik et slags røggevær i hånden og i ca. 10 sekunder skød røg/damp ud mod publikum, inden han smed den på scenegulvet. Koncerten blev en balancegang mellem det stabile, effektive og den kedelige rutineprægede dag på kontoret. Men trash metal af den gamle skole fik vi – alt fra debuten Endless Pain (1985) til Phantom Antichrist, som udkom i 2012, og jeg er sikker på, at inkarnerede fans af Kreator ikke gik skuffede fra koncerten. (6/10)
Da Carsten Holm skulle præsentere amerikanske Red Fang, skulle han på bandets vegne lige forberede os på, at de hverken ville starte med stort introtema eller sceneeffekter – de giver lige hånd til hinanden, og så kører det. Og sådan foregik det. Upåvirket af en kæmpe jubel, da de trådte på scenen, gav de stille og roligt hånd til hinanden, inden de åbnede med ”Malverde”. Min første tanke om musikken var, at Red Fang ikke lød som de plejede. Deres normalt kompakte og sludgy stonerrock, fik på Hades ikke den karakteristiske lyd, som kendetegner Red Fang, og som passer så fremragende til deres underspillede men konsekvente ageren på en scene. Forestil dig stonerrock, der skal påtvinges en stadionlyd…det holder ikke. Det normalt fremragende samspil mellem de tunge guitarer og den smadrede baslyd, fungerede ikke i aften. Lyden, i øvrigt også i Aaron Beams vokal, blev for storladen, og stadion, storladen, stoner og sludge er fire s’er, der bare ikke fungerer sammen. Ærgerligt, for de fire i Red Fang var et sympatisk bekendtskab på scenen, og der var ingen tvivl om, at deres håndværk, ud over lyden, var solidt, og genren var et meget velkomment indslag mellem dødsmetal, glamrock og poppet punk. (6/10)
Et af årets absolutte hovednavne var Primus. Et af årets absolutte mest opsigtsvækkende bookinger var Primus. Et af årets absolut mest udskældte bookinger var Primus. Der var mange tanker om Les Claypools besøg på Copenhell, hvilket kunne høres i samtalerne på festivalpladsen, men der var tydeligvis en respekt og anerkendelse omkring Primus, som gjorde, at deres besøg på forhånd var accepteret.
Primus’ musik drejer sig omkring Les Claypool og hans bas, og det er en oplevelse i sig selv at se, hvordan han utraditionelt og kreativt bruger sin bas. Koncerten startede let, funky og faktisk ganske muntert med ”Those Damned Blue-Collar Tweekers”, ”Last Salmon Man” og Wynona’s Big Brown Beaver”, men så tog koncerten en drejning, som koncerter med Primus selvfølgelig skal. Vi fik en 15 minutter lang version af den i forvejen syrede og eksperimenterende ”Southbound Pachyderm”. De lange monotone passager i nummeret havde jeg svært ved at fordøje først på natten midt i en metalfestival, og jeg kunne simpelthen ikke sætte pris på det. Et stort antal publikummer valgte da også da også tage hjem mens både koncerten og natten var ung, for nu kunne man da sige, at man havde set giraffen. På trods af den gode start, formåede Primus ikke at fastholde sit greb i mig under koncertens halvanden time. Jeg skal sikkert bebrejde konteksten mere end Primus, for Les Claypool og co. leverede hvad de nu gør, med den tekniske snilde og de finurligheder de er så kendte for, men kemien mellem Copenhell, Primus og mig, var bare ikke den bedste fredag nat. (5/10)
[nggallery id=211]
