Headbang in slowmotion

“Good evening. We are Bohren und der Club of Gore from West Germany”, var ordene fra tenorsaxofonist og xylofonist Christof Clöser, da bandet endeligt henvendte sig til publikum. Ordene faldt efter de første par numre, hvor tempoet – som forventet – var dræbende langsomt, nærmest dødeligt fodslæbende. Og da ordene faldt var det med samme velovervejede langsomme dræven, som om de tre medlemmer fra bandet fra Mühlheim an der Ruhr besad samme tunge puls, som deres musik. Ved den opretstående bas stod Robin Rodenberg med lukkede øjne og kærtegnede armen på den svulstige bas, og den tunge gulvbas støbte med levende præcision de fysiske rammer for en musik, der ofte lever mest i stilheden mellem anslagene. På trommer og tangent sad Thorsten Benning og headbangede i slowmotion, mens han placerede de rytmiske anslag og melodistumper fra det undselige keyboard med milimeterpræcision, så man havde det, som om man så en film på halv hastighed. Men effekten af de tre tyskeres doom jazz denne aften var intet mindre en formidabel! Publikum var begejstrede, og de forreste fire stolerækker må have nydt det særprægede musikshow. Stående midt i salen var det i hvert fald en fantastisk oplevelse at blive omfavnet af den nærmest stillestående musik. Det fascinerende er nemlig, at den spænding, musikken opbygger – når den forløses som denne aften – er utrolig kraftfuld og suggererende.

Bohren har efterhånden lavet en del studiealbums, siden de debuterede med Gore Motel i 1994. Denne aften var fokus dog – heldigvis – lagt på de tidligere Sunset Mission (2009) med det fantastiske nummer ”On Demon Wings”, og en perlerække af numre fra bandets måske bedste album Black Earth (2002). Der var dog også afstikkere til nyere materiale fra Dolores (2008) og Piano Night (2014), men fælles for alle numrene var den kølige, distancerede, men alligevel dybt koncentrerede måde, de blev leveret på. Lyssætningen var holdt som i en vampet, røgfyldt jazz club, og selvom de tre herrer stod lige foran snotten på én, kunne de lige så godt have stået lysår væk. Man var med andre ord underligt til stede i et show, en musikalsk meget nærværende oplevelse, performet af nogle musikere, som på ingen måde gjorde væsen af sig, endsige var i kontakt med publikum. Men det gjorde heller ikke noget, snarere tværtimod. For så kunne man meget bedre leve sig ind i de hypnotiske klange fra især Clösers saxofon og xylofon, men også fra hele den stemning, Bohren emmer af, når de er bedst. Og det var de denne aften!