Tak for i år. Tak for 10 år.
Årets Copenhell var lørdag nået til sin sidste dag på 10-års jubilæum. Og hvilket jubilæum. Endnu et år med et imponerede lineup, hvor det eneste jeg savnede, var lidt tungere navne blandt de store på Helviti-scenen. Der skal bestemt lyde et stor velkommen til Living Colour, Scorpions, Pretty Maids, Slash og Stone Temple Pilots, men på en metalfestival som denne, havde flere af disse svært ved at holde de mange tusinder metalhoveder fanget i en time eller mere.
Det er svært at sætte en finger på andet. Musikken er hård og brutal. Der brøles, hoppes, slamdanses, moshpittes og crowdsurfes på livet løs, men som kontrast til det har jeg sjældent oplevet en så fredelig, glad og ikke mindst ren festival – og vi var 28.000 mennesker i år.
Amon Amarth (7/10)
Svenske Amon Amarth har med deres melodiske dødsmetal både den førnævnte brutalitet, og en stor melodiøsitet som gør dem let fordøjelige. De hylder i deres musik både vikinger og nordisk mytologi, hvilket både giver sig til udtryk i deres tekster og i deres liveshows.
Det var der heller ingen tvivl om i dag. Trommesættet var omgivet af en stor vikingehjelm med horn i siden. Deres visuals bagest på scenen efterlod heller ingen tvivl om temaet – især da en enorm oppustelig Midgårdsorm voksede op bag de fem svenskere. Det eneste tidspunkt det forstyrrede mig var, da to vikinger pludselig sprang rundt på scenen med skjold og sværd. Mon ikke det var et par roadies, der var sat i sving her? Amon Amarth fejrer deres tema så autentisk som man nu kan, men to vikingesprællemænd satte virkelig min tålmodighed på prøve.
Vigtigst af alt tog de fem på scenen koncerten så alvorligt, at de holdt sig til det de er gode til, og spillede røven ud af bukserne og gjorde det fornemt. Johan Hegg var som frontmand en klippe. Hans vokal var sikker, hans udstråling rå og potent, og når han løbende snakkede til os, var han ét stort smil og fandens sympatisk.
Af de 11 numre på setlisten fik vi fire fra den nye Berserker, og ellers en god blanding ældre numre. Bl.a. den 10 år gamle ”Guardians Of Asgaard”, hvor han på growl fik hjælp af Lars Göran Petrov (Tidl. Emtombed, nu Entombed AD). Undervejs fik vi pyroteknik under hvert nummer – uden undtagelser. Fire små kanoner skød ild frem forrest på scenen, og når Hegg hamrede Thors Hammer i scenen, blev et par ekstra og større kanoner afsløret. Fint at give den gas med ild på scenen, men hvor havde de effekter været mere effektfulde på en sen aften i mørket.
Amon Amarth sluttede af med den hurtige ”Twilight of the Thunder God”, hvormed de heldigvis fik vist, at de også kan tordne igennem med aggressiv dødsmetal. Den aggressive afslutning satte et fint punktum på en koncert, hvor svenskerne til tider virkede for kontrollerede og rutineprægede. Vikingetemaet gik enkelte gange over gevind, og her skal Amon Amarth huske at holde fokus på musikken, som de i dag leverede solidt og sikkert.
Rob Zombie (4/10)
Det er kun to år siden Rob Zombie var på Copenhell sidst, og det undrede mig, at han var booket igen allerede i år. Da han ikke har udgivet noget siden, så det lignede et spil på sikre kort, for manden er garanti for god underholdning. Leverede han et brag af en koncert i aften, kunne jeg muligvis lægge den undren bag mig.
Han leverede et brag af en fest på Helviti i 2017, og af de mange kunstnere der forsøger at lægge et tema i deres sceneoptræden, er han en af dem der slipper godt afsted med det, og det gjorde han også i aften. Som altid var han klædt og sminket som en flamboyant zombie, og han sprang rundt på scenen, mens han vokalmæssigt leverede upåklageligt.
Setlisten var dog meget skuffende. Nok var der gang i den, men af de 12 numre, stod kun fire i Rob Zombies eget navn. Resten bestod bl.a. af to White Zombie-numre, hvor ”More Human Than Human” er selvskrevet. Derudover var det fuldstændigt unødvendigt at fylde showet med covers og at slutte af med Metallica og Alice Cooper. Han har selv et solidt bagkatalog af horrormetal, som uden problem kunne have givet os den fest, som vi ved han kan levere.
Nok var Rob Zombie veloplagt, og nok havde han styr på sit show. Men at han fylder sit show med covers og slutter af med ”Enter Sandman” og ”School’s Out” er ikke godt nok.
Og min undren….den kom jeg ikke over.
The Psyke Project (9/10)
Årets store comeback var The Psyke Project. De spillede sidst på festivalen i 2010, og på jubilæumsåret rejste bæstet sig så fra graven for at smadre Pandæmonium scenen lørdag aften. Foran Pandæmonium blev de mødt af et mindst lige så stort bæst i form af en menneskefyldt plads, der var klar til kamp. Og kæmpet blev der – i stor forening mellem band og fans.
The Psyke Project står for intens og til tider kaotisk hardcore, som aldrig sidder fast i samme takt eller rytme, men som eksploderer flere gange i løbet af et nummer. Det kaos og den vildskab fik de ud over scenekanten til perfektion i aften, og det tog crowden imod med kyshånd – eller nærmere horn og knyttede hænder i vejret.
De havde håndplukket 11 perler fra deres bagkatalog. Jeg, og formentlig også resten af publikum, havde ikke noget inderligt ønske til setlisten, ud over at vi fik The Psyke Project med den intensitet og vildskab, som vi kender dem for. Det fik vi i den grad. Alle på scenen var på frivilligt overarbejde, og frontmand Martin Nielskov var helt ustyrlig – præcis som han skal være det. Hans skrigende growl og hans energiudladninger på scenen smittede os, og selvfølgelig kunne han ikke lade være med at hoppe ned til os og ud over os flere gange, som kun intensiverede stemningen.
Sikke et comeback! Det var et kærligt gensyn og en kæmpe forløsning for både publikum og The Psyke Project. Man fornemmede, at afskeden med dem i 2014 ikke havde været den rette, og at det hele med aftenens koncert faldt på plads. Og at de sågar fik jeres anmelder med i moshpitten, tyder det på at bæstet i aften åd os rub og stub.
Scorpions (3/10)
Der går ikke et år på Copenhell, uden jeg undrer mig over enkelte navne på plakaten. De tyske legender Scorpions besøgte os i 2016, og allerede i år var de at finde på Refshaleøen igen. De aldrende tyskere havde ikke et nyt album med i tasken, og at opleve legender bare for oplevelsens skyld – ja den giraf havde vi set i 2016. Men nu var de her, og selvfølgelig skulle de have chancen for at starte en fest på den store Helviti-scene.
Ikke alle fem Scorpioner er lige giftige mere. Mattias Jabs var lyn og torden på sin leadguitar – både i sin fremtoning og i sine udskejelser på guitaren. Forsanger Klaus Meine derimod virkede træt og skrøbelig. Han trissede langsomt rundt på scenen, og selv om man kunne kende hans karakteristiske stemme, så lød det som han sang fra en lukket kasse. Det tog meget energi af Scorpions’ show i aften, og efterlod mig med et indtryk af at der presses lidt vel rigeligt på citronen her før gruppens lukketid.
En mand der derimod var i fuld vigør, var Mikkey Dee bag trommerne. Han bankede utrættelig løs på tønderne, og han havde en stor andel i den energi, der trods alt var til stede i koncerten. Under en trommesolo blev hans trommesæt løftet flere meter op, og jeg vil gå så langt og sige, at han var aftenens højdepunkt på scenen, hvilket flere gange også kunne høres på publikums reaktioner.
Scorpions gav os halvanden times musik fra deres skattekiste, og de kom vidt omkring i den. Vi var helt tilbage ved ”Big City Nights” og ”Blackout” fra 1980erne, og selvfølgelig fik vi også nye numre fra 2015-albummet Return to Forever. Og så kom endelig fløjteintroen og ”Wind of Change”. Der blev skrålet med, og mon ikke Klaus Meine her var glad for at kunne tage pauser i sin sang? Tyskerne takkede af med ”Rock You Like a Hurricane”, der heldigvis sørgede for, at en koncert med svingende kvalitet sluttede som en fest. Det var braget, der aldrig fik lov at brage igennem. Det var eksplosionen, der endte som drypvise knaldperler. Det var en tysk supergruppe, som skal have en kæmpe respekt for deres bedrifter, men som også skal huske at stoppe mens legen er god.
Djævlehorn til Copenhell
Årets Copenhell blev lukket og slukket af nordmændene i Kvelertak. Jeg nåede desværre ikke at opleve koncerten, men jeg har ikke hørt andet, end at de gjorde det med bravour, og at de og et stort trofast publikum gav Copenhell en værdig afslutning på dets 10-års jubilæum. Copenhell har vokset sig stor og stærk på de 10 år, og i forhold til pladsens nuværende størrelse og format, skal vi nok ikke over de 28.000 gæster, som var en del af Copenhell-familien i år. Der var plads til os, men man fornemmede at et par tusinde flere ville medføre trængsel og for lange køer. Et andet ønske til festivalens bookere er, at visse navne ikke er værd at booke kort efter de sidst var på festivalen. Enkelte gange virkede det i år som et sikkert valg for festivalen, men endte med at virke overflødigt i forhold de alternativer, der må have været tilgængelige.
Copenhell og publikum bestod det store jubilæum. Igen i år var programmet imponerende, og igen i år var det 28.000 glade, vilde og metalelskende publikummer, som opførte sig eksemplarisk og hver dag skabte de en fredelig, vild, kærlig, brutal og ikke mindst ren festivalplads.
Djævlehorn til Copenhell herfra.
