Alphapistola: Alphapistola

cover-alphapistola-alphapistola-2009-300x300

Alphapistola and the horses they rode in on

Danske Alphapistola har taget navn efter en bande outlaws, som huserede syd for grænsen til Mexico med base i byen Tijuana i midten af 1800-tallet. Banden opnåede mytisk status i deres samtid, og deres identitet og fortælling bliver nu forsøgt katalyseret ud gennem en ny bande musikalske outlaws, der ikke er blege for at swinge guitarerne som et par rygende revolvere.

Alphapistolas første udspil indeholder fem skæringer, der alle tager tematisk udgangspunkt i det westerndrama, der udspillede sig for snart halvanden hundrede år siden i det støvede mexicanske landskab. Numrene forsøger at skabe en stemning af flyvende vindhekse og klaprende vinduesskodder, og i åbningsnummeret ”Dead Mens Seed” ligger der en afdæmpet fløjten i baggrunden, som en Ennio Morricone på valium. Der er ikke det spræl af El Mariachi og den fandenivoldskhed i musikken, som Morricone skabte i halvfjerdserne, men til gengæld er der i Alphapistolas numre en fængende og fortællende volumen, der tager sit forlæg og mission dybt alvorligt. Der er ikke tale om garagerock eller tendentiøs og patetisk heavy, men mere en musik, der har Nick Caves episke kvaliteter, krydret med en anelse af den countrypunk, vi kender fra DAD, dengang de hed Disneyland After Dark. Der er ikke DAD’s anarki og distance til eget projekt i Alphapistolas debutalbum, men der er et dybt seriøst forsøg på at skabe en stemningsfuld rock, der har den samme episke luft under vingerne, som eksempelvis også The Mission og Dream Syndicate har.

Albummet er flot produceret af Benjamin Hammerum, som blandt andet huserer i det dansksprogede rockband Rod, og der er ingen tvivl om, at der er blevet brugt både tid og energi på at få det rette udtryk frem i Alphapistola. Ikke mindst det barske og elegante coverdesign understreger en kvartet, der er parat til at tage en duel i morgenskumringen til enhver tid.

Når man har hørt ”Tijuana”, ”The Desert Calls me Home”, ”El Padre” og det afsluttende ”The Sweetest Kill”, der med sine flot gnistrende guitarspil afslutter den støvede jagt over prærien, er man parat til at stå skulder ved skulder med de unge pistoleros ved Halfway Cemetery. Det er fængende flot og episk rock med en spændende fortælling, der både er velfortalt og velspillet. Det bliver dog interessant at se i fremtiden, om Alphapistola er i stand til at udvikle deres koncept, så de også holder vand i det lange revolverløb.

Tags from the story

Skriv et svar