Lily Allen: It’s Not Me It’s You

lilyallen-itsnotmeitsyou
Fræk britgirlgavflabet blandingsfornøjelse

Hun har en indiskutabel flabethed, charme og frækhed. Hendes tykke britiske vokal, hendes skøre udtryk og hendes ligefremme væremåde, gør Lily Allen til en sangerinde, jeg elsker at hade at elske. Og hun viser sine forcer på det nye album It’s Not Me It’s You, men det sker desværre alt for sjældent.

Singlehittet ”The Fear” sidder i skabet, den countryagtige ”Not Fair” har en spøjs poppet og skæv tilgængelighed. Højdepunktet for mit vedkommende er ”Fuck You”, der med sin melodiske og stemningsmæssige lethed er en forvirrende og fornøjende omgang signalforvirring, der igen har sin bund i mere traditionel singer/songwriting.

Der flirtes med elektronik og lidt støjflader hist og her, men der er ikke ret meget andet end de ovennævnte numre, der rigtig lykkes for Lily Allen. Og det er synd, for hun har attituden og frækheden til at være en rigtig ener på popscenen.

Men It’s Not Me It’s You er ikke rigtig Lily Allen, ikke rigtig nogen som helst. Hvor hun træder frem, frembringer hun albummets stærkeste højdepunkter. Men alt for ofte drukner det hele i lidt for meget lidt-for-meget-hed, hvor alle mulige afkroge af popgenren afsøges. Men intet lykkes, og de mange krumspring lægger ikke skjul på, at det først og fremmest er kvaliteten i sangskrivningen, der ikke er god nok.

Så det er en om’er – og man kan med de tre gode sange fra albummet glæde sig til, at Lily Allen næste gang laver et This Is Me-album.

Tags from the story

Skriv et svar