Rum 37: Mellem rum

Ambitiøst men uforløst

Den danske kvartet Rum 37 EP-debuterede for et lille år siden, og nu er bandet klar med første fuldlængdealbum. Stilen fra EP’en fortsætter i allerhøjeste grad – man kunne fristes til at sige i alt for høj grad. De luftige guitarbårne popsange med støjende kulisse og let svævende vokal er ofte fine og fulde af liv, men der er alt for lidt variation i både lydbillede og komposition. Derfor bliver Mellem rum lidt af en skuffelse, hvor det stadig er det bedste nummer fra EP’en, der er højdepunktet, og hvor det af og til kun er på de glimrende tekster, at numrene synligt adskiller sig fra hinanden.

Kristian Helmuth har en ganske fin vokal, hvor han artikulerer tydeligt og nogle gange lidt flabet, og det giver en direkte og nærværende oplevelse for lytteren, der er med til at holde skuden oven vande. Når flabetheden ikke følger med, så lyder Helmuth til gengæld en anelse for pæn og fin, og det er tæt på, at tankerne i ny og næ vandrer afsted mod popduoen Nordstrøm, hvilket ikke klæder sammenhængen.

Energien og de fyldige guitarer giver klare minder om 90’ernes udgave af svenske Kent, og Kent-produceren Stefan Boman har da også haft en finger med i spillet. Når albummet alligevel ikke indfrier mine forventninger, så er det fordi det virker som om, at Rum 37 bruger den samme opskrift igen og igen. Den er funktionel på gode popnumre som ”De Stærke”, ”Mozarts Plads”, ”Alt hvad vi har” og ”Dagen er ny”, mens den på albummets mindre heldige numre som eksempelvis ”Alle her beundrer dig” og ”Løbe gennem regn” bliver til en flot ramme, der ikke bliver udfyldt til fulde.

Rum 37 debuterer med en ambitiøs fuldlængde-udgivelse, der ikke indfrier de høje forventninger, der er skabt. Det er såmænd et udmærket debutalbum i forhold til at give fine løfter om fremtiden, men de løfter blev allerede givet for med sidste års EP, og albummet lægger sig blot i forlængelse uden at bringe væsentligt nyt.

Tags from the story