Mugison-interview

mugison-presse2005-565x350

Skizofrene aber, krig og kærlighed

Islandske Mugison turnerer i øjeblikket i hele Europa, hvor han med en akustisk guitar, en laptop og sin sangstemme leverer en vandvittig, eksperimenterende, men også melodiøs og velskreven musik. Diskant.dk har fået en snak med ham om, hvordan perfektionisme kan ødelægge god musik, hvorfor den amerikanske præsident er en morder, og hvordan det er at turnere, når man har en søn på ti måneder hjemme på Island.

Den første sne er netop faldet i de københavnske gader, da jeg nærmer mig Lille Vega, hvor Mugison skal spille samme aften. Da jeg hilser på ham spørger jeg ham først, om ikke alle islændinge lærer dansk i skolen. Og jo, Ornelius Gumunson, som hans rigtige navn er, har da haft seks års danskundervisning i folkeskolen på Island. Men det kan han desværre ikke huske noget af, så jeg fortsætter på engelsk. Vi tager plads i de røde sofaer, og med tonerne af Kashmir i baggrunden, som netop har lydprøve i (Store) Vega, lægger jeg ud med mit første spørgsmål.

Musik er mine drugs

Diskant: Jeg ved, at du har arbejdet som klovn for syge børn, været sejler på den russiske kyst, stået ved maskine på en fiskefabrik, og nu er du musiker. Ender historien om Mugison her?
Mugison: Nej, det tror jeg ikke. Men jeg har altid elsket at spille musik, og det er et stort privilegium, at kunne leve af sin hobby. Musik er mine drugs, min frihed, mit rum og min glæde, og så længe det bliver ved med at være det, vil jeg spille musik. Men jeg ved jo ikke, om det bliver for meget for mig en dag. Så finder jeg måske på noget helt andet.

Diskant: Har denne baggrund haft indflydelse på din musik?
Mugison: Ja bestemt. Min baggrund har langsomt udviklet mig til den person jeg er. Dengang jeg var sejler mødte jeg en mand, der konstant snakkede i rim, og ellers aldrig talte til nogen. Hans rim handlede kun om tre ting – heste, vin og kvinder. Han fascinerede mig meget, for den, som kan rime, kan nemlig overbevise – også selvom argumenterne faktisk er ren bullshit. På samme måde, kendte jeg engang til en retarderet, urolig dreng, som kun kunne falde til ro ved lyden af en vaskemaskine. Det var helt utroligt, og sådanne ting har jeg da med i tankerne, når jeg skriver musik.

Twisted monkey

Mugisons musik er en blanding af en masse stilarter. Han bevæger sig fra den ene modpol til den anden: Lige fra sine stille, akustiske kærlighedssange, til en art elektro-metal tilsat sande islandske bjørnebrøl, samplet på hans Mac. Indimellem disse støder man på små finurlige eksperimenter, der indebærer diverse hverdagslyde og komplicerede, underliggende grooves.

Diskant: Hvordan vil du selv beskrive din musik?
Mugison: Den er skizofren og kaotisk. Og så er jeg meget nem at påvirke, og lader mig tit inspirere af andre. En dag kan jeg for eksempel vågne op og få lyst til at høre Beatles til morgenmaden. Så får jeg nogle ideer, som jeg straks går i gang med. Til frokost hører jeg noget andet, som giver mig nogle nye ideer, og så er der måske et Mugi-track om aftenen!

Diskant: Som jeg ser det, har du evnen til at skrive sange, der kunne appellere til en meget bred målgruppe. Men du bliver ved med at tilføje alternative og eksperimenterende elementer på dine albums, som kun henvender sig til en snæver gruppe mennesker. Vil du gerne blive i rollen som den lille, lidt underlige islandske musiker?
Mugison: Jeg tror der er en ”twisted monkey” inden i mig, som ikke kan holde ud, hvis min musik bliver for normal. Jeg har faktisk altid kunnet relatere til aber. Jeg elsker den uforbeholdne måde de møder mennesker på, som de sødeste aber på jorden.

Diskant: Kunne du finde på at gå på kompromis med din stil for at sælge flere plader?
Mugison: Selvfølgelig skal jeg også tjene penge, til at leve for. Jeg bliver nødt til at være meget produktiv, hvis tingene skal løbe rundt. Men jeg har også lavet fire albums og omkring halvfjers sange på de tre år, jeg har været i gang. Det kan da godt være, at jeg en dag går på kompromis for at tjene flere penge – så vil folk hade mig de næste ti år, som jeg må bruge på at vinde dem tilbage igen.
Jeg er ligesom en fisker, der smider sin line ud og håber på det bedste. Nogle gange spiser de min madding, andre gange gør de ikke.

Diskant: Hvorfor er næsten al islandsk musik så anderledes og eksperimenterende?
Mugison: Vi har et eller andet element – noget i vandet. Det er noget ved vores kultur, der er anderledes. Jeg tror vi er mere skøre og excentriske end andre.

Diskant: Hvor finder du inspiration?
Mugison: Jeg finder inspiration i livet generelt, i kærlighed, i min hverdag. Stort set alle mine sange handler om mennesker og om kærlighed. Jeg prøver ikke at prædike noget i min musik, jeg deler bare et stykke af min hverdag og min verden med folk. Og hvis de kan relatere til det, så er det fint.

Diskant: Du har sagt, at du kun kan arbejde sammen med venner og familie. Hvorfor er de så vigtige for musikken?
Mugison: Hele konceptet ved ”Mugimama is this monkeymusic?” var at den skulle indspilles sammen med min familie og venner. Jeg tænkte, at det ville give albummet lidt mere kærlighed. Jeg har det også meget bedre med at lave musik sammen med min familie, end med en professionel producer, der står og fortæller mig alt, hvad jeg skal og ikke skal.

Diskant: Er du imod professionalisme?
Mugison: Jeg synes musikken får et mere ærligt udtryk, hvis den ikke er så perfekt produceret. Der er så mange værktøjer man kan bruge i dag, og jeg elsker da også alt det som teknologi og computere kan. Men jeg hader når folk bruger det som en slags stavekontrol. ”Clicktrack” er jo nærmest blevet en helt hellig ting, og man finder sjældent en sang som ikke bruger det. De numre jeg bedst kan lide, er faktisk indspillet uden metronom. Jeg synes, der skal være et element af overraskelse – musikeren skal tages med bukserne nede. Det er noget folk vil lægge mærke til. Mange af de numre som Bob Dylan har lavet er first-takes, fordi han syntes at flere gennemspilninger i studiet ødelagde sangen. Han præsenterede et nummer for sine musikere, og hvis de ikke kunne spille det ordentligt i første omgang, så lavede han et helt nyt nummer.

Diskant: Kan du nævne et par af dine yndlingsalbum?
Mugison: Gillian Welch’ Time (The Revelator) er et fantastisk album. Deres stemmer harmonerer utroligt godt, og så synger de om sex og kærlighed – jeg får det bare godt af at lytte til det. Og så kunne jeg da også nævne danske Fielfraz’ Electric Eel fra 1992. Jeg kan huske, at jeg så coveret med billedet af den nøgne kvindes ryg, og tænkte, at jeg bare måtte have den plade. Det minder lidt om Beatles eller U2.

Hadede at spille live

Mugisons koncerter er kendetegnet ved at være en god blanding af energi, afslapning, underholdning, uhøjtidelighed, larmende rockmusik, små anekdoter og stille følsomme ballader. Man kan altid regne med sjove påfund fra Mugison – som når han hiver en pige op på scenen for at holde en projektor, der med hans guitar som lærred, viser en film af hans kæreste, som synger andenstemmen. Eller når han sampler publikum mens de råber ”fuck you” og bruger det i nummeret. Mugison har dog ikke altid haft det så godt med at optræde live.

Diskant: Kan du fortælle lidt om dine bedste og værste koncertoplevelser?
Mugison: En koncert som har betydet meget for mig, var på Sonar-festivalen i Barcelona. Førhen hadede jeg at spille live. Der var intet der fungerede for mig på scenen, og jeg følte, at jeg var så dårlig. Jeg ville betale folk deres penge tilbage, for jeg synes ikke at jeg kunne være dem det bekendt. Men på Sonar skete der noget med mig. Noget magisk. Selv om jeg ikke rigtig tror på den slags, var det næsten en religiøs oplevelse. Pludselig havde jeg det godt med at spille, og mærkede at det smittede af på publikum. En anden stor koncertoplevelse var Roskilde – det tog mig flere dage at falde ned igen. Det var den bedste atmosfære, og det perfekte publikum. Jeg ønskede bare at jeg kunne pakke publikummerne fra Roskilde ned i en kuffert og tage dem med til alle mine koncerter!
London er derimod altid et dårligt sted. Jeg har spillet omkring tyve gigs i London, og kun to af dem har været gode. Problemet er at folk ikke kommer der for at høre musikken, men for at gøre forretninger og møde vigtige mennesker. Og det er virkelig noget der pisser mig af!

Diskant: Hvordan oplever du det danske publikum?
Mugison: Danskerne er et godt publikum. Det var en fed oplevelse at spille på Spot10, selvom jeg var totalt fuld. Det danske publikum kommer med et åbent sind, og er der for at høre musikken. Faktisk er det danske publikum langsomt på vej til at blive mit yndlings-publikum. Men om en koncert bliver god afhænger helt af mig selv. Hvis jeg har det godt, så er jeg i stand til at gøre et indtryk på publikum. Og det er jo dem der køber billetten, og mig der skal servicere. Ligesom på en restaurant.

Politiske budskaber

Selvom Mugison siger, at hans sange handler om kærlighed, kan man ikke lade være med at bide mærke i de politiske budskaber i lyrikken. I sangen ”Chicken” langer han ud efter den amerikanske præsident ved at hviske: ”Some people are murderers, but not the president of the USA.” Da jeg spørger ham om dette skal forstås ironisk, nikker han og siger:
Mugison: Jeg ved ikke meget om politik, men jeg ved meget om samfundet. Jeg synes det er underligt at vi har bombet Irak, på baggrund af en påstand om masseødelæggelsesvåben. Da Colin Powell kom med beviser for masseødelæggelsesvåben i Irak løj han, og det vidste han godt selv. Og det er jo ikke soldaterne i marken, der dræber – det er folkene, der giver dem ordrene. Jeg kan ikke forstå at Island og Danmark støtter krigen. Det er jo også befolkningen der er ansvarlige, og det får mig selv til at føle mig som en morder. Jeg går ikke ud og demonstrerer hver dag.

Diskant: Er der en rebel gemt i dig?
Mugison: Jeg er bare bange. Vi bliver hele tiden fyldt med forkert information, og de samme ting bliver sagt igen og igen, indtil folk tror på dem. Jeg er bange for grupper der siger ”Vi har ret, I har uret.”

Nyt album til juni

Mugison har netop udgivet soundtracket til filmen ”A Little Trip to Heaven” som er instrueret af Baltasar Kormákur. Soundtracket er indspillet i Sigur Rós’ studie, og forventes at blive solgt i Europa om et par måneder. Derudover skulle der også være et nyt album på vej.

Diskant: Skal vi snart begynde og glæde os til et nyt Mugi-album?
Mugison: Ja, jeg arbejder på det i øjeblikket, og håber på at gøre det færdigt til starten af maj, så det kan udgives i juni måned.

Diskant: Hvad kan vi forvente af dette album?
Mugison: Jeg har et band med mig denne gang. Og så vil jeg gerne lave en rigtig rock’n’roll plade. Jeg er niogtyve år nu, og jeg har en skør idé om, at hvis jeg når at udgive albummet før jeg bliver tredive, så bliver det rigtig hard-core rock’n’roll. Jeg tror det kommer til at blive en blanding af Sepultura og The Beatles. Og måske lidt Elvis!

Diskant: Er du færdig med at spille alene?
Mugison: Efter den her tour, stopper jeg i hvert fald med at lave one-man band koncerter. Efter den fjerde december skal jeg slet ikke spille gigs i lang tid, jeg skal bare hjem og spille musik og lege med min søn. Det er alt for hårdt at være væk fra ham når jeg turnerer – den ene uge er man hjemme, den anden er man ude og rejse.

Diskant: Hvornår skal din søn så have sin første guitar?
Mugison: Måske til jul, siger Mugison og griner.

Tags from the story