I anledning af St. Patricks Day giver amerikanske Dropkick Murphys hvert år en række koncerter i Boston, Massachusetts. Det blev i 2010 foreviget på denne live-udgivelse, der vidner om musikalsk kreativitet efter alle kunstens regler, og et liveband der i den grad både har publikum, musikalske gæster og egne evner med sig.
Det er igen lykkes for The Black Keys at tage en genre og gøre den til deres helt egen. Det er ikke et let tilgængeligt album, men derimod et album der langsomt kravler ind under huden på en. Den autentiske bluesstemning kombineret med Dan Auerbachs og Patrick Carneys groovy og originale univers matcher hinanden godt.
Fredag aften delte to af landets bedste og mest nytænkende nye bands hovedrollen i Store Vega. En udsolgt sal var med på at skabe en fest, og det nød hovedpersonenerne godt af. Selv om de to bands har mange ting til fælles, kom forskellene dog stærkt til udtryk denne aften – på både godt og ondt.
Pretty Maids holder fast i de mange dyder, som de i så mange år har mestret, og som altid forsøger de ikke at lefle for nutidens musikalske bølger. De er bevidste om egne styrker og har på Pandemonium tilført dem liv og power, som beviser at de midaldrende østjyske rockere lever i bedste velgående.
Som ventet leverede Dybdahl og co. de sikre hits som i den grad fik vækket salen. Også de nye numre var velkomne, og det var forfriskende at se nye sider af Thomas Dybdahl. Disse nye sider gav dog ikke mindeværdige øjeblikke i aften, hvilket gjorde det til en kun nogenlunde godkendt koncert
Frækhed og fest er sandsynligvis ikke hvad NYPC har intentioner om at udtrykke, men hvad er intentionerne så? De mangler stadig en del, hvis de skal nå frem til at få et sikkert og unikt udtryk, der fortæller lytteren, hvor de vil hen. Man er dog aldrig i tvivl om, at de er kompetente, og at de er helt deres egne.
Det ville være urimeligt at fremhæve enkelte frem for andre på dette stemningsfyldte album, hvor Mavis Staples, Beedle/Morris og ti meget velvalgte sangere bare synes at have smittet hinanden med en stemning, og at det hele er blevet så gennemført og sammenhængende er ganske imponerende.
I Got You On Tape har taget os med storm i år. Men både deres indtog på den danske musikscene og deres møde med livepublikummet er en stille storm, der for mange lyttere formentlig vil kræve tålmodighed. I aften viste de både høj kvalitet og stor integritet på Pumpehusets scene.
Målet er på lang sigt sikkert interessant og velment, men midlet som 30 Seconds to Mars har gang i lige nu, lader til at lede både dem selv og lytteren på vildspor. De bevæger sig rundt i emorock, synthrock og ballader, og der synes hverken at være hoved eller hale i projektet.
Det lader til, at OK Go på deres tredje album har taget et enormt skridt rent musikalsk, og man får en fornemmelse af, at de er landet et sted, hvor de befinder sig rigtig godt. Den fantasi og legesygdom, som drengene udviser i deres videoer, er nu i langt højere grad kommet til udtryk musikalsk.
Lamb of God beviste, hvor vigtigt for lyd og stemning det er, at være hovednavnet og dermed kunne levere varen på egne præmisser. Lys og lyd ramte plet, og i samarbejde med den udsolgte sal, løftede de stemningen til et niveau, jeg ikke tidligere har oplevet i Store Vega. Knyttede nævner, djævletegn og hoppestemning prægede publikum helt til bageste række.
Nye spændende danske navne, som CODY og The Rumour Said Fire, optrådte skiftevis på to scener til fordel for landets hjemløse. Diskant var til stede under en stor del af arrangementet og kan berette fra nogle af aftenens gode musikalske indslag.
Seneste album fra Gray, Draw the Line fra 2009, kom naturligt nok til at have en stor rolle i aftenens set. Mens albummet fremstår en smule pænt, med ballader der i længden ligner hinanden en del, så formåede han at puste lidt liv i sine nye sange denne aften. Han var energisk på scenen og blev bakket op af et rutineret band.
Muse producerer for første gang selv og indspiller i eget studie på The Resistance. Det har givet de tre englændere plads og frihed både musikalsk og konceptmæssigt. Eksperimenter, holdninger, følelser og drama får frit løb på albummet, der nærmest ender med at blive et opus, der samler perfekt op på bandets årti.
Ryan Adams er på Gold fra 2001 ikke bare en god sanger og komponist. Teksterne giver lytteren billedet af en fremragende historiefortæller, som har givet både personlige og fiktive historier et liv, der er sjældent set hos nutidens mange håbefulde sangskrivere. Han tør at skære ind til benet, og rammer situationer vi alle kender.