Koncerter & festivaler
Fredag viste de fire skotter, at det ikke kun er i studiet de har noget at byde på. Dressed in black og med clash-hængende guitarer, indtog de Arena med en koncert der lover godt for fremtiden. Det var støjrock på et højt plan, og med melodier der nærmer sig stakkels Phil Spectors glansperiode i 60’erne.
Alt i alt savnede man noget af den anden Nick Cave. En mere afslappet en af slagsen, der tror på, at man ikke behøver at larme og skramle mest muligt, for at tænde de mange fremmødte. Man savnede messen og at den dystre præst, havde taget en i hånden, og ført en igennem det mere fascinerende Cave’ske univers.
Sløvhed er det mest dækkende ord. ”Langsomt” er et andet, men det kunne misforståes med tempo. Fleet Foxes musikalske kerne, er rigtig nok ikke hurtige rock-afleveringer, men derimod superb sangskrivning, kunsten at gøre rockarven sin egen og så selvfølgelig de vokale harmonier.
Det var helt klart de to pigers stemmer der var i centrum, og der var ikke mange passager, hvor ingen af dem sang. Den primære sanger var storesøster Johanna Söderberg, hvis høje og lettere skingre stemme ofte mindede om Joanna Newsoms, hvilket bestemt ikke er nogen kritik. Tværtimod.
Der er så mange ting ved The Mars Volta, der burde få mig til at holde mig langt væk; der er de mange soloer, de lange numre og en hel masse musikalsk lir, der tilsammen ville kunne begå sig fint under betegnelsen ‘psychedelisk hardcore-jazz’ . Men for fanden hvor er det fedt!
Pladsen foran Orange scene var proppet, publikum var overtændt (mere eller mindre kunstigt) og Trentemøller kvitterede med et over to timer langt DJ-set mere potent og vildt, end man for bare fem år siden, ville havde troet en dansk DJ kunne. Det var kun lydniveauet der oversteg indfrielsen af de store ambitioner.
Mew er på flere måder en underlig størrelse. Deres musik er ikke umiddelbart let tilgængelig og forsanger Jonas Bjerre er ikke just en frontfigur af den slags, der styrer en scene, på den klassiske ”hey, hvad så der Roskilde” måde. Alligevel fungerer Mew og Roskilde Festivalen nærmest perfekt sammen
1-2-3 ROCK! Af den gode gammeldagsslags slags med dybe rødder i New Jerseys punkscene og endnu dybere ned i Bruce Springtseens bagkatalog. Det er hvad The Gaslight Anthem står for og de var tydeligvis opsatte på at gøre et godt indtryk med deres anden koncert på dansk grund i år .
Hvad får man hvis man parrer fire norske jenter, balkan-polka, irske drukviser og sørøvermusik. Svaret er Katzenjammer. Et band, der trods sin korte levetid, allerede har formået at få ganske meget omtale, og spillejobs rundt omkring i verden.
Fucked Up fungerer solidt overbevisende med deres kompetente punkede rock, og de har tilpas mange talenter til at variere deres spil, så det aldrig går i tomgang. Men det vigtigste var at få kickstartet festivalen og få den første rust banket af skroget. Det var en dejlig dag på Roskilde.
En yndet sport på Roskilde Festivalen er, at gå uden om stjernenavnene, og i stedet opsøge mindre kendte kunstnere. Bandet Groundation er på disse breddegrader sådan et band, selvom de er eksponenter for noget af det mest autentiske og fedeste reggae lige nu.
På trods af at have fået den ærefulde tjans at åbne den store Arena-scene, så var det alt andet end imponerende det som detlegendariske L.A. punkband Social Distortion leverede. Bandet virkede forstenet og var ikke i nærheden af at kunne sætte gang i det musikhungrende publikum
Imponerede må folk til koncerten have været, for aldrig har undertegnede set så mange mennesker til en koncert på Pavillon Junior, så måske venter en af de større scener næste år? Det ville i hvert fald være fuldt fortjent for et band, der stadig står som et af de mest innovative og interessante acts, som den danske musikscene længe har set. Tak for festen!
Som det var tilfældet på Start! Festivalen, så var Kellermensch også min første koncert på årets Roskilde Festival. Og endnu en gang var det en fornøjelse at tilbringe fyrre minutters tid i selskab med det eksperimenterende danske rockband, der ikke lyder som noget andet band i Danmark.
Det legendariske hardcoreband Suicidal Tendencies har ikke udgivet et album i snart 10 år. Alligevel var pladsen foran Pumpehuset inden koncerten fyldt op med bredskuldrede tatoverede mænd, og dømt ud fra fremmødet og de sitrende forventninger til aftenens koncert er bandet med den karismatiske frontmand Mike Muir bestemt ikke glemt.