04.11.06 – Thomas Dybdahl – Store Vega

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Intet nyt – er okay, men efterhånden heller ikke meget mere end det

”Vi har et mål i kvell. Og det er at give jer en god aften, selvfølgelig”. Ordene stammer fra Thomas Dybdahl ikke ret langt inde i aftenens koncert i et totalt udsolgt Store Vega. Og jo, publikum blev underholdt – af et utroligt godt sammenspillet og velspillende band og en Thomas Dybdahl, der, som sædvanligt fristes man til at sige, imponerede med en vokal præstation, der viste at den lille nordmand mestrer såvel det stille og følsomme som det larmende og intense.

Ovenstående kunne egentligt være indledningen til enhver Thomas Dybdahl koncert på dansk grund. Og selvom ordene er udpræget positive, så er det netop dette, der er det største problem når faktum er, at Dybdahl og band gennem de seneste par år nærmest har givet den ene koncert efter den anden i Danmark. Man imponeres bare ikke på samme måde længere!

De fleste af numrene blev spillet som de plejer når Dybdahl står på scenen, og vi fik den sædvanlige fællessang på numre som ”From Grace”, ”Cecilia” og ”Dreamweaver”. ”Dreamweaver”, der blev spillet som aftenens andensidste nummer, blev leveret i et samspil mellem Dybdahl, bandet og publikum, der betød at dette ene nummer alene gjorde, at man følte sig en lille smule velsignet ved at stå blandt 1500 glade mennesker. Det var en fornøjelse at overvære et tændt band fyre den af mens publikum sang, klappede og dansede til et nummer, der i den lettere omarrangerede version til tider var ren country. En stil, der var fremtrædende på Thomas Dybdahls albumdebut fra 2002, …That Great October Sound , og som heldigvis stadig bliver dyrket en hel del såvel live som på Dybdahls seneste album, Science – ikke mindst i liveversionerne af numrene.

Alt i alt var alt som det plejer at være, når man er i selskab med Thomas Dybdahl. Betagende og smukt – men efterhånden også lidt ensformigt…

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar