10.09.12 – Jack White – Falconer Salen, Frederiksberg

Jack White, Roskilde Festival 2012 (Foto: Claus Michaelsen)

Jack White viste sine mange facetter

Et par timer inden jeg satte mig op på min cykel, for at ramme Falconer Salen, tikkede der en mail ind fra Soundvenues nyhedsbrev, der reklamerede for et interview de har lavet med Jack White. Jeg havde desværre lidt travlt, så jeg nåede ikke at se andet end nogle af de ord der, ligesom disse ord, skulle vække læserens interesse for interviewet med Jack White, og især et af de ord sprang for alvor i øjnene på mig. Ordet guitarlegende. Et ord som Soundvenues skribent, altså mente var nødvendigt for at beskrive musikeren Jack White.

Jeg var dog af en noget anden mening. Ganske vist er Jack White en af det nye årtusindes helt store musikalske personligheder, på linje med, lad os sige, Bruce Springsteen i firserne, eller John Lennon i tresserne, og han står samtidigt også bag 00’ernes måske største hit: ’Seven Nation Army’, men at en møbelpolstrer fra Detroit i en alder af blot 37 år, allerede kan melde sig ind i den eksklusive legende-klub, var jeg alligevel ikke helt enig i.

Heldigvis skulle jeg, i løbet af hans koncert i Falconer Salen, bliver meget klogere. Jack White er nemlig ikke blot en garage-rockende møbelpolstrer fra Detroit. Han er simpelthen en personificering af den amerikanske kultur og musiktradition, med en musikforståelse der er meget få forundt. Igennem sine mange forskellige projekter, som The White Stripes, The Raconteurs og The Dead Weather, er han nu udviklet til den multi-musikalske stjerne Jack White, der både rummer den traditionelle og ærkeamerikanske blues, samt den skramlede, rå garage-rock. Som solist kan han både udfolde sig som den sublime musiker, han indiskutabelt er, men også som en showkonge på linje med Frank Sinatra, Elvis Presley og James Brown. Jack White har simpelthen nået et nyt højdepunkt som soloartist.

Ladies and gentlemens, Mr. Jack White

Uden nogen større introduktion, entrerede Jack Whites velklædte herreband scenen, med en musikalsk intro, der udelukkende ved hjælp af de spillede toner, sagde: ”Ladies and gentlemens, Mr. Jack White.” Derefter indtog Jack White, i en noget mere rocket påklædning end hans musikere, den gamle koncertsal med ’Dead Leaves and the Dirty Ground’. Det var nemlig en aften der skulle nå hele vejen rundt om Jack Whites musikalske facetter og projekter. Således blev der spillet materiale helt tilbage fra The White Stripes selvbetitlede debut, og frem til hans nylige solodebut Blunderbuss, med Raconteurs, Dead Weather og en ordentlig røvfuld White Stripes numre, som mellemstationer.

On the road

Det var dog ikke kun i sit eget bagkatalog at Jack var på rundtur. Nej, selv hans band var en rundtur i amerikanske musiktraditioner. I aftenens besætning repræsenterede bandet blandt andet det solbeskinnede Californien, det hippe Brooklyn og det industrikolde Detroit.

I denne søgen rundt i den amerikanske musikkultur, virkede Jack White næsten som karakteren Sal Paradise, i beat-forfatteren Jack Kerouacs roman On The Road. Ligesom Sal, strejfer Jack White rundt på de amerikanske landeveje for at besøge de forskellige storbyer, hvor Jack White altså har fundet sine sublime musikere.

Det er denne søgen der har skabt den Jack White vi kender i dag, men heldigvis er han ikke færdig med at søge, og sammen med sine musikere gjorde han scenen til en musikalsk landevej, hvorpå han forsøgte at nå nye destinationer, med store hits som ’Steady As She Goes’ og ’Seven Nation Army’. Selvom nogle af aftenens numre var kommet langt væk fra deres hjemby, var Jack White alligevel så sikker i sin vilde kørsel, at numrene virkede helt perfekte på aftenen. Ganske vist kørte Jack White til tider koncerten ned i et lidt for langsomt tempo, der sløvede det mandagstrætte publikum som et par trætte passagerer på bagsædet i Jack Whites bil, men generelt var koncerten på så højt et niveau, at selv de meget lange breaks i ’Wasting My Time’ var ligeså energiske og velspillede som i de stykker hvor der faktisk kom lyd ud af højtalerne.

Kløgtige White

Som til enhver god koncert løftede live situationen de forskellige numre. Det galdt især de nye numre fra Blunderbuss, hvilket især løftede den fænomenale single ’Freedom At 21’, der må betragtes som en ny White-klassiker som må være selvskrevet på alle fremtidige Jack White-greatest hits albums, eller den kontrabas bårne ’Blunderbuss’ der gav endnu en dimension til Whites poly-musikalske univers. Hovedpersonen var simpelthen i total kontrol, uanset om det galdt musikken, den blå/hvid/sorte scenografi, eller teknikkernes, der naturligvis var ligeså velklædte som musikerne, påklædning. Selv det moderne koncertpublikums behov for at se en koncert igennem en smartphone, fik en verbal lussing inden koncerten. White har simpelthen sørget for at der bliver lagt gratis billeder fra koncerten op på hans hjemmeside, og fik dermed også, på ganske kløgtig vis, blandet sig i den nuværende debat om de forhadte kameramobiler.

Jack White var lige dele geni og lige dele diva, men de to ting hænger også uadskilleligt sammen når man, som Jack White, er blevet en musikalsk legende. Den kløgtige Jack White gjorde mig simpelthen klogere, og oven på det show han leverede i Falconer Salen, er jeg egentlig glad for at indrømme det.

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.