17.02.06 – Lampshade – Voxhall, Århus

lampshade-dk-presse2006-300x300

Mere fest – mindre shoegazing

H.C. Andersens eventyr ’Klokken’ handler om en klokke, som menneskene hører i naturen, men som de fleste ikke kan finde. Nogle få særligt udvalgte individer finder dog alligevel den rette vej, og lyden af klokken viser sig at lede dem frem til naturens kirke, en metafor for guddommeligheden i naturen. Et stykke inde i Lampshades turnéstart kommer jeg i tanke om denne historie, da bandet spiller sangen ’In The Woods’, der indeholder linjen ”The trees are singing your praise”. Når de er bedst, skaber Lampshade på nogenlunde samme vis musikalske katedraler, hvori man kan finde en vis form for forløsning.
Inden Lampshade og det forholdsvist unge publikum nåede så langt denne fredag aften, skulle både nervøsitet og et rodet lydbillede overvindes. Bege dele blev heldigvis hurtigt ryddet af vejen, og så var fundamentet på plads til at bandet kunne bygge en sonisk katedral for deres tilhørere.

Interviewet…

Inden koncerten gik i gang, bød det dansk/svenske orkester mig indenfor backstage til en lille snak. Jeg spurgte dem, hvad det betød for bandet, at den forhenværende guitarist Martin Bennetzen havde forladt bandet til fordel for de to nye guitarister. Bandets bassist Johannes Dybkjær Andersson forklarede, at Bennetzens udgang ikke havde været uventet, da han har et stort talent og dermed en stor fremtid indenfor cancerforskning. Bandet havde ikke taget det så tungt, men i stedet fokuseret på den positive udvikling, det betød at få to nye medlemmer.
Til spørgsmålet om, hvorfor musikken på bandets nye plade Let’s Away har bevæget sig i en lysere og mere tilgængelig retning end på debuten Because Trees Can Fly, svarede frontkvinde Rebekkamaria, at de simpelthen havde været trætte af at glo ned på deres egne sko. Hvor deres optrædener tidligere var meget indadvendte affærer, føler de sig nu mere glade og udadvendte (og ældre og kedeligere, blev der tilføjet med et stort grin!). Trommeslager Daniel Löfgren tilføjede, at man på den kommende turne skal forvente en fest, mens Johannes fortalte, at hvor bandet tidligere havde fokuseret mere på at se godt ud på scenen, er det vigtigste nu at spille godt.
Da jeg spurgte til deres religiøse baggrund, svarede Johannes, at alle i bandet er kristne, men at han synes det er fjollet at betegne Lampshade som et kristent band, da det aldrig har været deres mål at missionere, men blot ærligt udtrykke deres følelser gennem deres kunst. Jeg spurgte, om bandet føler sig som idoler, hvilket de afviste. Deres ønske er blot at blive set som almindelige mennesker, der spiller musik. De tilføjede, at det værste ville være, hvis de selv begyndte at se sig selv som stjerner.
Rebekkamaria fortalte videre, at hun var meget inspireret af eventyr og Shakespeare, hvilket ledte samtalen hen på sangen ’Feather of Lead’, hvis tekst stammer fra den gamle mesters skuespil ’Romeo & Juliet’. Hun forklarede, at de i forbindelse med sangskrivningen til det nye album havde følt, at de bare måtte prøve at sætte musik til disse linjer, selvom det havde været enormt ærefrygtindgydende. Yderligere fortalte bandet, at de hver især er inspireret af mange forskellige kunstnere. Med et glimt i øjet slog Daniel fast, at det eneste band, de kunne enes om, var Lampshade!
Tidligere kørte de bandet som en hobby, hvor studier og arbejde også skulle passes, hvortil Rebekkamaria bemærkede, at det havde været lidt af et antiklimaks at komme ud fra en koncert og tilbage til studiebøgerne… Sådan er det ikke længere. Lampshade er nu en fuldtidsbeskæftigelse for alle i bandet – de står også for alt det praktiske igennem deres eget pladeselskab Tyst – og de fortalte, at de er lykkelige over at kunne være helhjertede med hensyn til Lampshade, som ifølge en grinende Daniel er nummer et i deres liv.
Herefter forlod jeg bandet, så de kunne gøre sig klar til at spille. Opvarmningsbandet Siku bød på en fin omgang dansksproget folk-støjrock med den meget velsyngende Lill Rastad Bjørst i front. De gjorde et fint indtryk, selvom hovedparten af publikum ikke var særlig tændte på dette tidspunkt.

Og anmeldelsen…

Efter Siku og en kort pause blev tæppet trukket til side, og Lampshade lagde ud med ’Come Closer’, der har samme funktion på Let’s Away. Alle herrerne var klædt i fine jakkesæt uden jakker – et klart statement om, at de er blevet nogle år ældre (men også at det stadig ikke er helt lige meget, hvordan de ser ud). Der må have været nerver på, for bandet virkede noget famlende, og lyden lod en del tilbage at ønske – heldigvis kun i løbet af de første 2-3 sange. Med Barometerhittet ’Disse Fugle’ begyndte der at ske noget, og her demonstrerede bandet for første gang i koncerten deres flotte korarrangementer. Det giver et behageligt indtryk af helhed, at hele bandet ofte synger med; fokus er på sangene, ikke personerne.

Derpå hævede den føromtalte katedral sig langsomt, men sikkert mod Voxhalls loft. Bandet leverede alle sange på nær én fra Let’s Away plus en håndfuld fra debuten. Publikum kom også mere og mere med og var godt bekendt med de nye sange, selvom de kun har været på gaden i et par uger. ’Joy’, som efter min mening er lidt anonym på albummet, kom i den grad til sin ret live som en totalt effektiv feel-good sang. Det var tid til at danse, som Johannes sagde det, inden de fortsatte med ’New Legs’. Jo, der var fest. Bandet viste desuden en stor grad af vekslen mellem instrumenter såsom orgel, piano, melodika, glockenspiel, violin og trompet. Variationen var helt umulig at undgå. Alligevel er Lampshade et meget stilsikkert orkester, der virker fuldt bevidste om deres lyd.

Mod slutningen diskede bandet op med tre af deres gamle sange, heriblandt en ny melodika-præget version af ’Because Trees Can Fly’, der pludselig lød som noget, der kunne have været på Let’s Away. Jublen på gulvet var stor! Den sidste sfæriske sten af katedralen blev lagt med ’Tonight I Will Retire’, der blev fremført ganske uhørt stille og underspillet. Desværre respekterede ikke alle publikummer den afdæmpede stemning og snakkede højlydt henover sangen. Irriterende, men svært at undgå.

Lampshade bevægede sig i perioder helt op i de røde områder med hensyn til intensitet. På andre tidspunkter manglede de dog de sidste 15-20 procent for at holde sig deroppe. Jeg formoder, at det skyldes de føromtalte nerver og et endnu ikke helt fortroligt forhold til de nye sange. På trods af dette beholdt de skindet på næsen med en række intense øjeblikke, der fik musikkens katedral til at løfte sig og omslutte alle tilstedeværende.

Tags from the story

Skriv et svar