22.02.08 – Björk – Budokan, Tokyo

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Björk i uvante rammer

Björk live i en gammel sumo-arena bag murerne til det japanske kejserpalads i Tokyo, var simpelthen en mulighed, undertegnede ikke kunne lade sig gå forbi. Denne fusion af islandsk ynde og majestætisk storslåethed, lød som en fantastisk kombination.

Budokan er et af Japans mest berømte arenaer, og kunstnere som Beatles, Led Zeppelin, Abba, Guns N’ Roses, Pearl Jam og Kiss har alle spillet der. Bob Dylans Bob Dylan at the Budokan, Judas Priests Unleashed in the East og Ozzy Osbournes Live at the Budokan er også alle indspillet i den legendariske arena.

I Japan er en koncert ikke nødvendigvis en helaftensforestilling. Her går kunsterne for det meste på scenen omkring kl. 19.00, så publikum kan nå sikkert hjem med det sidste tog. Den japanske punktlighed slog da heller ikke fejl denne aften, og præcis kl. 19.00 gik lyset i Budokan-arenaen ud, publikum rejste sig fra sæderne og musikken begyndte.

Som de første entrede allround backinggruppen Wonderbrass scenen. Med introen ”Brennid Pid Vitar” bød de Björk indenfor på scenen for at gå over i ”Earth Intruders” fra Volta. Wonderbrass er et perfekt krydderi til Björks liveensmble, da de både byder på et godt organisk supplement til musikken, men også visuelt sætter gang i løjerne med deres dansen rundt.

Selvom der var tale om Björks Volta tour, blev der spøjst nok spillet flest numre fra Homogenic (1997), hvorfra hele seks numre havde sneget sig ind i setlisten. Og skal man tolke på publikums reaktion, var det også klart de numre, der satte mest gang i tilskuerne. Ellers var der også blevet plads til et par numre fra hver af Bjorks plader Debut, Post, Vespertine, Medullah og nærværende Volta.

Højdepunkter var den skrøbelige ”All is Full of Love”, den smukke ”Joga” og den til ultra tunge ”Army of me”, men generelt var der ret godt gang i både Björk og publikum under hele koncerten.

Koncertens sidste nummer ”Declare Independence” blev aktuelt nok dedikeret til Kosovo, der netop havde proklameret deres selvstændighed. Efterfølgende har denne dedikation dog fået konsekvenser for Björk, der er blevet bandlyst fra en serbisk festival. ”Declare Independence” var også klart aftenens hårdeste nummer, som forvandlede Budokan til en regulær technoklub, med hele arenaen dansende til de pumpende rytmer.

Koncerten sluttede desværre alt for tidligt, og selvom Bjork kom vidt omkring, og nåede at spille 18 numre, varede hele seancen desværre kun lidt under 90 minutter. Og til en billetpris på omkring 600 kr, stod man desværre tilbage med følelsen af at have fået lidt for lidt valuta (om det så er japanske yen eller danske kroner) for pengene. Der er dog ingen tvivl om at Björk leverede et habilt show og med Budokan som ramme, var det svært ikke at være bare en smule opstemt bagefter.

Setlist:
Intro – Brennid Pid Vitar
Earth Intruders
Hunter
All Is Full Of Love
Unison
Immature
Vertebrae By Vertebrae
Joga
Hope
Desired Constellation
Army Of Me
Bachelorette
Who is it
Cover Me
Wanderlust
Hyperballad
Pluto

Ekstranumre:
Anchor Song
Declare Independence

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar