28.06.07 – 180 Grader Virvar – The Rock

180gradervirvar-presse2008-565x350

Trods nyskabelse, og et meget blåt univers formåede det store orkester ikke at skabe publikumskontakten.

Selvom den lange ventetid pga. længerevarende lydprøver så småt begyndte at skabe steppende og utålmodige fødder hos gæsterne der stod og ventede en halv time længere end forventet ude foran The Rock, blev stemningen hurtigt rimelig intens inden døre. Folk var spændte og lige så var jeg som anmelder, der aldrig før havde set 180 Grader Virvar live.

Ved ti-tiden kom bandet på scenen og åbnede stille og roligt ud. Bandet fik i første omgang hurtigt fanget publikums opmærksomhed allerede ved første nummer, hvor det klimaks der skabes i slutningen af de lange kompositioner fungerer utroligt godt og skaber nogle klart interessante momenter. Under disse klimakser kommer også tydeligt til syner at alle mand (herunder to kvinder), elsker hvad de laver, og lever sig dybt ind i musikken, hvilket giver bandet et meget stærkt og energisk liveudtryk.

Gennem hele koncerten var det dog gennemgående svært at høre lyrikken, og teksterne blev faktisk så utydelige at man ikke kunne høre noget som helst andet end selve tonerne der blev sunget. Det var dog stadig tydeligt at høre de meget blå kor-harmonier, der er en stor del af 180 grader virvars lydunivers. Det fungerer også ganske fint det meste af tiden, men bliver til tider desværre lidt irriterende – specielt når man ikke kan høre hvad der bliver sunget.

Midt i koncerten begyndte bandet at miste den nerve som de ellers så flot havde startet koncerten ud med, og publikum mistede desværre lidt interessen, og var ikke med når der skulle klappes i takt – eller hoppes til musikken. Det blev nærmest lidt pinligt, eftersom folk stadig på dette tidspunkt stod fem meter fra scenen.

Bandet blev for første gang nogensinde hjulpet af en gæstesolist (Pingo), der spillede harmonika hvilket endte med næsten at blive klimaks for koncerten. Denne del fungerede rigtig godt, og lyduniverset blev stort på en hel anden måde end det var under de andre numre.

Dog synes jeg personligt at de nærmest 80’er agtige wah-wah soli på guitar, ødelagde stemningerne, og krakelerede udtrykket hos bandet en del. Rent teknisk formåede 180 Grader Virvar igennem hele koncerten at holde et højt niveau, og fik nærmest afprøvet alle former for polyrytmik der findes.

Alt i alt startede koncerten godt ud, og der var enkelte store lyspunkter i mellem, men samlet set fik de ikke fanget publikum ordentligt, og formåede ikke at få alle med ind i det univers som de ønskede. Musikken var teknisk flot, og numrene fungerede rigtig godt til tider. Det var bare desværre lidt som om, at lyduniverset ikke rigtig fungerede – i hvert fald ikke på The Rock i går.

Tags from the story

Skriv et svar